Teenage-pige voldtaget på Smukfest

Pigen skulle på toilettet, da hun blev voldtaget.

Udgivet Opdateret

En 17-årig pige har anmeldt en voldtægt, der foregik ved 23-tiden, på Smukfest i Skanderborg.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Den 17-årige blev antastet af en mand på området Kærligheden mark 1, da hun skulle på toilettet.

– Hun gik på toilettet, og da hun var på vej væk derfra, blev hun skubbet tilbage på toilettet af en ukendt mand, der begik fuldbyrdet voldtægt. På et tidspunkt bliver der banket på toiletdøren, og så afbryder han og forsvinder ud af døren i ukendt retning, siger Poul Steffensen politikommissær ved Sydøstjyllands Politi, til avisen.

Den unge kvinde beskriver manden som 20-25 år gammel, cirka 180 centimeter høj og med hår over ørerne. Han havde mørkt skæg uden overskæg, skriver Århus Stiftstidende.

Politiet søger nu eventuelle vidner, der har set noget ved de toiletter på Kærligheden, der vender ud mod motorvejen.

Ifølge politikommissæren bankede en person på toiletdøren. Den person vil politiet meget gerne i kontakt med.

Har du oplysninger i sagen, kontakt Sydøstjyllands Politi på telefonnummer 114.

Powered by Labrador CMS