Teenager dræbt og 20-årig kvæstet i soloulykke

To unge mænd er kørt galt lørdag nat. Den ene er blevet fløjet til Skejby Hospital. Den anden er død

En blev dræbt og en anden kvæstet i en soloulykke natten til lørdag. Foto: René Lind Gammelmark
Udgivet Opdateret

En 19-årig mand blev ved midnatstid dræbt i en soloulykke.

En anden blev kvæstet.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete på Kappelvej i Thyholm mellem Struer og Thisted.

Den foreløbige konklusion er, at bilen ramte et vejtræ.

– Den ryger ud på en mark og triller rundt flere gange, siger Jens Claumarch, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den unge mand fra Give-området blev erklæret død på stedet.

En 20-årig mand fra Ikast-Brande-området i bilen er desuden blevet fløjet i helikopter til Skejby Hospital i Aarhus med en ødelagt hånd eller arm.

Han er uden for livsfare.

Der var ikke andre personer eller biler involveret i ulykken.

De to unge mænd kørte i en Volkswagen Golf, som de havde lånt af en fra det selskab, de havde været ved forinden, fortæller vagtchefen.

– Vi har fået taget en blodprøve af den afdøde for at bekræfte eller afvise, om der var alkohol involveret. Det er normal praksis, siger Jens Claumarch.

Over for Newsbreak.dk uddyber vagtchefen, at den dræbte sad på førersædet.

En bilinspektør har desuden været på stedet for at hente informationer, der kan være med til at klarlægge årsagen til ulykken.

Ulykken blev anmeldt til politiet 00.20.

De pårørende er underrettet.

Powered by Labrador CMS