Teledata-skandale får syv personer løsladt

Alle syv er dog fortsat tiltalt i en stor sag.

Samtlige personer er stadig tiltalt i en større narkosag. Genrefoto.
Udgivet Opdateret

Syv varetægtsfængslede i større narkosag fra Jylland er blandt de første, som er løsladt af anklagemyndigheden efter Rigsadvokatens instruks i sagen om fejl i telebeviser, skriver politiken.dk.

Anklageskriftet er afleveret og sagen var klar til at rulle i byretten i Esbjerg. Stor narkosag, som politiets nye enhed, Særlig Efterforskning Vest, har efterforsket og sat sammen.

I dag måtte anklagemyndigheden så begære løsladelse af de syv mand, der er tiltalt og indtil i dag var varetægtsfængslede i narkosagen. Det sker med henvisning til den instruks, som rigsadvokaten søndag aften sendte ud til alle landets anklagere om midlertidigt at indstille brugen af historiske teleoplysninger som beviser i straffesager.

Newsbreak.dk omtalte instruksen mandag. Fejlen er opstået i et it-program til håndtering af teledata og kom frem tidligere på sommeren. Det kan ikke bare have været medvirkende til, at uskyldige er blevet dømt. Den kan også have forhindret opklaring af sager.

Problemerne skal være opstået i det program, som konverterer teleselskabers såkaldte rådata til oplysninger, der er blevet brugt i retssager.

Det er typisk rådata fra telefoner, som politiet får fra teleselskaber. Det kan sige noget om, hvor en person har opholdt sig på et givent tidspunkt.

Alle er fortsat tiltalt

En af de løsladte tiltalte er klient hos advokat Rune Wiborg, som i løbet af tirsdagen fik en mail fra anklagemyndigheden om, at hans klient er løsladt fra arresten i Hobro.

– Jeg ringer med det samme til min klient, som fortæller, at arrestpersonalet havde bedt ham om at pakke sine ting sammen, forklarer Rune Wiborg.

Oplysningerne bliver bekræftet af Morten Rasmussen, der er anklager ved Særlig Efterforskning Vest:

– De er løsladt på baggrund af de nye instrukser i forhold til brugen af teledata. Alle er dog fortsat tiltalt i sagen, og vi forventer ikke, at deres løsladelse vil få afgørende betydning for sagens udfald, skriver Morten Rasmussen i en sms.

De syv mænd har siddet varetægtsfængslede siden slutningen af februar i en omfattende hashsag fra Esbjerg-området.

Powered by Labrador CMS