To fly i hvert deres land tabte dele over byer

På samme dag har to Boeing-fly tabt motordele ned i byer i USA og Holland efter at være lettet.

Udgivet Opdateret

To mennesker er kommet lettere til skade i byen Meerssen i Holland, efter at et Boeing-fly fik problemer i luften og tabte stykker af de turbineblade, der sidder i motorerne.

Det skriver den hollandske tv-station Nos.

Flere stykker metal faldt ned over Meerssen, hvor det beskadigede flere huse og biler.

En ældre kvinde blev ramt i hovedet og måtte til behandling på skadestuen, mens et barn fik brandsår, da det forsøgte at samle en vragrest op fra jorden.

En af flyets fire motorer brød i brand, kort efter at det var lettet lørdag klokken 16.10 fra lufthavnen i Maastricht. Det fik piloten til at foretage en nødlanding i lufthavnen i Liege i Belgien.

Flyet, der er af typen Boeing 747, skulle være fløjet til New York. Det er et fragtfly, der ikke havde passagerer om bord.

Skete i USA

Episoden skete samme dag, som et andet Boeing-fly af typen 777 fra United Airlines mistede dele af en motor efter afgang fra en lufthavn i USA.

Dette skrev Newsbreak om tidligere søndag.

En video, der er optaget af en passager i kabinen, viser, at en af flyets motorer er i brand. Store dele af det metaldække, der omkranser motoren, er faldet af.

Flyet skulle flyve fra Denver til Hawaii lørdag med 231 passagerer og 10 besætningsmedlemmer om bord. Ingen af dem er kommet noget til, skriver nyhedsbureauet AFP.

I Broomfield, der er en forstad til Denver, har indbyggerne fundet store stykker metal, der er faldet af flyet.

Ingen mennesker er kommet til skade. Men nogle af metalstykkerne har forårsaget skader på bygninger.

Både hollandske og amerikanske myndigheder er nu i gang med hver deres separate undersøgelse af, hvad der forårsagede problemerne for de to fly.

Powered by Labrador CMS