Toårig dreng død efter drukneulykke

Drengen døde på Rigshospitalet fredag eftermiddag.

Udgivet Opdateret

Rettelse: Det har af denne artikel tidligere fremgået, at drengen faldt i søen Torbenfeld Sø. Dette er ikke korrekt. Drengen faldt i et vandhul ved Rævebjerg.

En toårig dreng, der torsdag faldt i et vandhul under en tur med en institution, er død fredag.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi over for Newsbreak.dk. Drengen døde fredag eftermiddag.

– Vi har fået en underretning fra Rigshospitalet om, at drengen er død klokken 16.42, siger vagtchef Mads Haugaard fra politiet.

Sagen efterforskes af politiet, fordi den betragtes som en arbejdsulykke.

Faldt i sø

Drengen var ifølge TV Øst med sin daginstitution på en tur, da han faldt i vandhullet.

Klokken 10.26 kom så alarmopkaldet. Efterfølgende blev barnet hentet af en lægehelikopter og fløjet til Rigshospitalet til nærmere behandling.

Barnet var på det tidspunkt livløs.

“Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor drengen var blevet reddet op og der var iværksat livreddende førstehjælp. Lægehelikopteren blev tilkaldt og fløj drengen til Rigshospitalet i kritisk tilstand”, skrev politikredsen i døgnrapporten.

De pårørende blev underrettet og kørte direkte til Rigshospitalet.

Arbejdstilsynet

Nu er Arbejdstilsynet orienteret om ulykken – og når politiet har færdiggjort sine undersøgelser, vil det stå klart, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for den tragiske hændelse.

Arbejdstilsynet oplyste torsdag til TV Øst, at de er orienteret om ulykken, men at deres ansvar i første omgang er at sikre de ansatte i forhold til ulykken.

De oplyser, at de ansatte på institutionen modtager psykisk førstehjælp efter ulykken, og da Arbejdstilsynets opgave er at sikre de ansattes vilkår, gør de ikke mere ved sagen her og nu, men giver de ansatte ro.

De vil dog sandsynligvis aflægge institutionen et besøg om nogle dage, når ulykken er kommet mere på afstand.

Powered by Labrador CMS