Trækker sig: Seksualiseret miljø i DR-pigekor

Efter historie om seksualiseret miljø i DR's pigekor trækker daværende chefdirigent sig fra Statens Kunstfond

Udgivet Opdateret

Dirigenten Michael Bojesen har meddelt kulturminister Joy Mogensen (S), at han trækker sig fra sin post bestyrelsesformand for Statens Kunstfond.

Det oplyser han i en mail til flere medier, og det bekræftes af Kulturministeriet.

Han trækker sig efter, at Politiken fredag bragte en historie, hvor 12 tidligere sangere i DR’s pigekor beskrev og kritiserede et “seksualiseret” og “grænseoverskridende” miljø, da koret var under Michael Bojesens ledelse.

Skulle klæde sig udfordrende

Eksempelvis blev sangerne i koret blandt andet belønnet for at klæde sig udfordrende til korprøver og nogle blev udsat for “uopfordret seksuel opmærksomhed” ifølge Politikens historie.

I sin mail skriver Michael Bojesen:

– Det har gjort dybt indtryk at læse artiklerne i Politiken om min tid i DR Pigekoret.

– Selv om artiklen fremkommer med flere anklager som jeg ikke har haft mulighed for at forsvare mig imod og som jeg ikke kan genkende, ændrer det ikke ved, at det billede jeg selv har haft om min tid som chefdirigent ikke stemmer overens med flere af sangernes oplevelser.

– Det gør mig utrolig ondt, og jeg vil jeg gerne sige et oprigtigt undskyld til de sangere, der har haft dårlige oplevelser eller følt sig utrygge i deres tid i koret.

– Jeg havde det fulde ledelsesansvar for koret, og det ansvar svigtede jeg.

Michael Bojesen har ingen yderligere kommentar, oplyser han.

“Ledelelsessvigt”

Ifølge historien i Politiken modtog DR’s ledelse skriftlige klager, der resulterede i et møde, hvor den 17-årige klager blev bedt om at trække sin anmeldelse tilbage.

DR’s kulturdirektør, Henrik Bo Nielsen, har siden kaldt DR’s håndtering for “helt uacceptabelt” og talt om et “ledelsessvigt” fra DR’s side.

Powered by Labrador CMS