Truede med kniv: 42-årig skudt af politiet

En 42-årig mand er blevet skudt i Lundby, efter at han truede personale og passagerer med kniv i tog

Udgivet Opdateret

Opdatering: Den 42-årige mand fremstilles i torsdag klokken 14 i grundlovsforhør, dog in absentia.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Original artikel:

En mand opførte sig natten til torsdag så truende med en kniv på en togstation i Lundby på Sydsjælland, at politi valgte at trække våben og affyre skud mod ham.

Manden blev ramt og siden kørt til et hospital. Politiet ønsker ikke umiddelbart at oplyse om hans tilstand.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse tidligt torsdag morgen.

Den sårede er 42 år, oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som nu har indledt en efterforskning.

Situationen udviklede sig

Manden blev skudt, efter at han havde optrådt truende med en kniv over for togpersonale og andre passagerer i et regionaltog.

Politiet blev kaldt til stationen omkring klokken 01.35.

Under den efterfølgende anholdelse udviklede situationen sig, hvorefter politiet afgav skud, som ramte manden.

Togene holder stille

Politiet forventer, at de tekniske undersøgelser på stationen vil berøre togtrafikken nogle timer frem.

DR P4 skriver på Twitter, at alt togdrift mellem Nykøbing Falster og Næstved er erstattet af togbusser. Helt frem til middagstid vil der være indsat busser på strækningen, lyder det.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, (Politiklagemyndigheden) varetager efterforskningen af straffesager mod politipersonale og behandler og træffer afgørelse i klager over politipersonalets adfærd.

Politiklagemyndigheden efterstræber at sikre en retfærdig sagsbehandling for alle involverede og arbejder hverken i borgerens eller politiets tjeneste, men i sandhedens tjeneste. Det vil sige, at hverken borger eller politi vægtes højere end den anden i en sags efterforskning og afgørelse.

Kilde: Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Powered by Labrador CMS