Fredes største Royal Run

Ved sidste års Royal Run var der 91.763 tilmeldte, og dermed bliver Royal Run '23 det største i eventets historie

Udgivet Opdateret

Aldrig før har motionseventet Royal Run været så populært. 

Med 91.764 tilmeldte og under tre uger til det løber af stablen, slår Royal Run nu rekord. 

I 2022 var antallet af tilmeldte 91.763 fordelt på de fem byer, der afholdt Royal Run det år, skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

Det populære motionsevent, med kronprinsen som hovedperson, er arrangeret af 'Bevæg dig for livet', hvis mål er, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation.

Glæden er stor

I år finder Royal Run sted i Aabenraa, Herning, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg, og hos arrangørerne er glæden stor over den imponerende tilslutning på trods af valget af mindre byer:

"Vi er helt bevidst gået efter denne gang at afholde Royal Run i nogle mindre byer, så endnu flere danskere kunne få muligheden for at deltage i Royal Run. Derfor er det naturligvis en fornøjelse at se, at danskerne bakker så flot op om den beslutning," siger Morten Mølholm, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og med i Royal Runs styregruppe.

Royal Run '22, hvor kronprinsen løb 10 km med Prins Vincent og Prins Christian.
Royal Run '22, hvor kronprinsen løb 10 km med Prins Vincent og Prins Christian.

OM ROYAL RUN

Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 29. maj 2023

Royal Run '23 finder sted I Herning, Aabenraa, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.

Der er udsolgt i Herning, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg. Nyborg og Aabenraa har stadig startnumre til salg.

Der er p.t. samlet 91.764 tilmeldte.

Royal Run melder udsolgt ved 93.500 deltagere.

Der findes distancer på One mile (1,609 km), 5 km og 10 km. Alle distancer kan både tilbagelægges i løb og gang.

Kilde: Danmarks Idrætsforbund
Powered by Labrador CMS