Tyder på tragisk ulykke

Politiet har ikke fundet tegn på noget kriminelt ved dødsbrand

Udgivet Opdateret

Der er indtil videre intet der tyder på, at der ligger kriminelt bag den brand, der tidligt mandag morgen kostede en mor og hendes to børn livet i Østrup syd for Aars.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politikommissær Carsten Straszek, der leder efterforskningen, tyder alt på, at der er tale om en tragisk ulykke:

– Det er en meget alvorlig sag, så derfor skal vi selvfølgelig have undersøgt alt til bunds, men på nuværende tidspunkt er der ikke noget, der indikerer, at der skulle være foregået en forbrydelse, fortæller Carsten Straszek og tilføjer:

– Vi afventer svar på de retsmedicinske undersøgelser og på brandundersøgelsen, som Nationalt Kriminalteknisk Center varetager. Først når de er afsluttet, har vi et grundlag for at udtale os nærmere om denne tragiske hændelse, siger han.

Mor og små børn

De omkomne er en 35-årig mor og hendes to børn, en dreng på fire år og en pige på syv år.

Politiet modtog klokken 4.29 en anmeldelse om brand i huset, og da politi og brandvæsen kom til stedet, var huset fyldt med røg.

Røgdykkere fandt de tre livløse. De blev forsøgt genoplivet, men kunne ikke reddes.

De nærmeste pårørende til familien er underrettet.

Powered by Labrador CMS