Ung mand anholdt i brutal sag

Københavns Vestegns Politi har fredag formiddag haft gang i en større politiaktion i Ballerup.

Udgivet Opdateret

En større politistyrke rykkede fredag formiddag ind i en villa på Aagerupvej i Ballerup, der samtidig blev spærret af. Politiet ville til at begynde med ikke udtale sig om årsagen, men der var tale om et særdeles stort opbud af blandt andre kampklædte betjente.

I en pressemeddelelse udsendt klokken godt 11 skriver Københavns Vestegns Politi, at en 22-årig ung mand nu er blevet anholdt. Manden er blevet sigtet for drabsforsøg, fremgår det. Newsbreak.dk har forsøgt at få kontakt til politikommissær Henrik Hougaard for uddybende, men uden held.

Det drejer sig dog ifølge pressemeddelelsen om en sag fra Søborg, hvor en 36-årig mand den 30. juni blev skudt i hånden og udsat for adskillige knivstik. Han var umiddelbart i kritisk tilstand, men blev senere meldt uden for livsfare.

– Dagens aktion sker efter massivt efterforskning og jeg vil ikke udelukke at der kommer flere anholdelser i sagen, siger Henrik Hougaard i pressemeddelelsen.

Tidligere anholdelser

I forbindelse med drabsforsøget er en 26-årig mand i forvejen varetægtsfængslet i sagen. Desuden er en 31-årig mand fængslet i sagen in absentia. Det skrev Newsbreak.dk 11. juli. I et grundlovsforhør blev den 26-årige varetægtsfængslet i fire uger, en 31-årig mand blev varetægtsfængslet in absentia, hvilket betyder, at han ikke var fysisk til stede.

– Det blev holdt for lukkede døre, så jeg kan ikke sige noget om, hvorfor den 31-årige blev fængslet i absentia, sagde vicepolitiinspktør Peter Malmose til Newsbreak.dk. Han nævnte da også, at der muligvis ville finde flere anholdelser sted.

Fredag var så første skridt.

Powered by Labrador CMS