Upopulær regel kunne være afskaffet

Regeringen lagde op til at sløjfe en regel, som 70.000 borgere har skrevet under på at fjerne.

Arne selv havde ikke så meget at gøre med selve forhandlingerne. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

(Citathistorie fra Jyllands-Posten)

Regeringen kom bag lukkede døre i forhandlingerne om en Arne-aftale med et opsigtsvækkende forslag, som ville påvirke vilkårene for over 300.000 pensionister.

Det drejer sig om den modregning, som betyder, at folke- og førtidspensionister trækkes i ydelsen, hvis deres ægtefælle eller samlever har en indkomst over en vis grænse, skriver Jyllands-Posten.

Dokumenter fra forhandlingerne viser, at regeringen undervejs foreslog at bruge 460 mio. kr. på at afskaffe netop den regel, som Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten talte dunder mod i maj, da 70.000 underskrifter – det højeste antal nogensinde på et borgerforslag – sendte sagen til afstemning i Folketinget.

Tidligt i Arne-forhandlingerne lagde regeringen op til at afskaffe reglen for både folke- og førtidspensionister. Senere blev det afgrænset til kun førtidspensionister.

Men i det højspændte slutspil kom DF med en skitse til et kompromis, hvor der intet stod om modregning. Partiet krævede derimod, at regeringen bl.a. opgav at hæve skatten på aktieindkomster.

Powered by Labrador CMS