Vanvidskørsel med 800 gram hash og 70.000

En påvirket motorcyklist er anholdt som led i en stor indsats på Fyn, der resulterede i samlet 76 sigtelser

Udgivet Opdateret

En 26-årig motorcyklist står over for en række sigtelser, efter at han lørdag aften blev stoppet af politiet for at have kørt 180 kilometer i timen.

Samtidig havde han 70.000 kroner i kontanter og omkring 800 gram hash på sig.

Det oplyser vagtchef hos Fyns Politi Henrik Strauss tidligt søndag morgen.

På en landevej nær Ørbæk på Østfyn opdagede politiet motorcyklen, som kørte langt over fartgrænsen.

Politiet nåede kun kortvarigt at forsøge at bringe motorcyklisten til standsning, hvorefter motorcyklen havarerede i et sving.

Her anholdt patruljen den 26-årige, som ikke havde fået alvorlige skader.

Påvirket – og nu uden motorcykel

Episoden fandt sted omkring klokken 21.15. Ved anholdelsen konstaterede politiet, at manden var påvirket af euforiserende stoffer.

Manden har nu fået beslaglagt motorcyklen og sigtes for fartovertrædelsen, at køre påvirket samt besiddelse af hash.

Anholdelsen skete som led i en større politiindsats mod færdselsforseelser på Fyn. Den blev gennemført lørdag aften og natten til søndag.

– Man kan sige, at den her sag ligesom var startskuddet, siger vagtchef Henrik Strauss om indsatsen, der resulterede i samlet 76 sigtelser fordelt på hele Fyn for blandt andet narkokørsel, hastighed, falske nummerplader og altså vanvidsbilisme.

Sådan defineres vanvidskørsel

Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser begået under kørsel:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.)

Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.)

Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),

Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),

Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,

Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 181 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.

Tallet er ifølge vagtchefen overraskende højt.

Indsatsen fokuserede blandt andet på gaderæs. Politiet anvendte både civile biler, motorcykler og fotovogne.

– Vi har været bevægelige i nat og reageret på de anmeldelser, der er kommet ind, samtidig med at vi selv har været ude at finde stederne, siger Henrik Strauss.

Indsatsen resulterede også i otte klip og fire betingede frakendelser. Derudover blev en bil beslaglagt.

Powered by Labrador CMS