Var på vej hjem fra fest: 20-årig dræbt i ulykke

Ung mand bad om at blive hentet efter fest og kørte familien i møde på cykel, da han blev ramt af bil

Det var her på Aalborgvej i Vesløs i Thy ulykken skete. Foto: Øxenholt Foto.
Udgivet Opdateret

Den 20-årig mand fra Aalborg-området, der tidligt lørdag morgen mistede livet i en trafikulykke, da han blev ramt af en bil i Thy, var på vej hjem fra en fest.

Bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete på Aalborgvej i Vesløs kort før klokken 04.30.

Den 20-årige havde været til fest i Vesløs og ringede hjem for at blive hentet.

– Han låner så en cykel og kører familien i møde, fortæller politiets vagtchef Jesper Brøndum.

29-årig påkører ‘noget’

Men på vejen går det galt. Kort før klokken 04.30 ringer en 29-årig mand 112 og fortæller, at han i sin bil har påkørt noget – muligvis en cyklist.

– Han fortæller, at han blændede ned, da han mødte en modkørende lastbil. Da han blænder op igen, står den unge mand lige foran ham på vejen. Han havde ikke en chance for at undgå påkørslen, siger Jesper Brøndum.

Cyklen kørt over

Da politi og redningsmandskab når frem, finder de cyklen liggende på vejen.

– Ifølge bilinspektøren er cyklen blevet kørt over. Om den 20-årige er væltet på cyklen før påkørslen, eller hvad der er sket, kan vi ikke sige noget om.

– Men han har været helt mørklagt, og bilisten har ikke kunnet se ham, før det var for sent, siger vagtchefen.

De pårørende er blevet underrettet om ulykken.

Powered by Labrador CMS