Veganerpartiet er nu officielt på stemmesedlen

Men partiet er tavst.

Vælgerne kan stemme på Veganerpartiet ved næste folketingsvalg. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Udgivet Opdateret

Veganerpartiet er nu officielt opstillingsberettiget til næste folketingsvalg. Social- og Indenrigsministeriet har godkendt partiets vælgererklæringer. Beskeden er kommet mandag.

Det oplyser partiet.

Veganerpartiet oplyser, at man ikke ønsker at udtale sig til pressen før 28. september. Her holder partiet pressemøde i København.

Partiet fokuserer blandt andet på dyrevelfærd og en bæredygtig fødevareproduktion.

– Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varige men og væsentlig ulempe, skriver partiet på sin hjemmeside.

Derudover ønsker partiet at omlægge den danske fødevareproduktion til at være bæredygtig, “hvor der går mindst muligt ressourcer til spilde frem til slutproduktet”.

Ifølge ministeriet får Veganerpartiet “G” som partibogstav, når det kommer på stemmesedlen ved det næste valg.

I sidste måned nåede Veganerpartiet de 20.182 vælgererklæringer, der skal til for at blive opstillingsberettiget. Men da der kan være ugyldige erklæringer iblandt dem, skal de først godkendes af Social- og Indenrigsministeriet. Og det er de altså nu blevet.

Til DR har partiets medstifter og forperson, Michael Monberg, tidligere udtalt, at Veganerpartiet peger ti procent på Socialdemokratiet og nul procent på Venstre, når det kommer til en statsministerkandidat.

– Men vi ender nok med at pege på Socialdemokratiet. Det er det mindst dårlige, sagde medstifteren tidligere i år.

Derudover sagde Monberg, at man godt kan være medlem af partiet som ikke-veganer. Men at man i det tilfælde ikke har stemmeret til partiets generalforsamling.

Tidligere i år blev Kristendemokraterne ligeledes opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Powered by Labrador CMS