Voldsom brand: Flere veje spærrede

Brandvæsenet kæmper fortsat med en kraftig brand i en industribygning.

Det brænder fortsat kraftigt i en industribygning i Ikast. KLIK FOR FLERE BILLEDER FRA STEDET. Foto: Øxenholt Foto.
Det brænder fortsat kraftigt i en industribygning i Ikast. KLIK FOR FLERE BILLEDER FRA STEDET. Foto: Øxenholt Foto.
Udgivet Opdateret

Fredag morgen er politi og redning til stede ved en kraftig brand på Lene Haus Vej i Ikast.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

“Der er vejspærringer i området, og politiet vil anvise alternativ vej til arbejdspladserne på de berørte adresse,” skriver politiet i tweetet.

– Det er en industribygning på 1000 kvadratmeter, der brænder. Den er totalskadet og vil nedbrænde, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Allan Riis tidligt fredag morgen til Ritzau.

– Man har rekvireret to kraner til at hjælpe med at slukke branden, ellers kan de ikke få den under kontrol, siger han.

Årsagen til branden er ukendt.

– Som udgangspunkt anser vi alle brande som mistænkelige. Så det udgangspunkt har vi også med denne, siger Allan Riis.

Branden har tidligt fredag morgen stået på i nogle timer, og vagtchefen forventer, at slukningsarbejdet vil fortsætte et stykke tid endnu.

– Vi fortsætter i hvert fald nogle timer endnu. Det vil gå hen over de næste fire til fem timer. Men det er svært at sætte tidspunkt på, siger han.

Flere veje i området er afspærret, mens slukningsarbejdet står på.

– Det kommer til at have indflydelse på morgentrafikken for de ansatte, der arbejder i området, siger Allan Riis.

Politiet har ikke haft behov for evakuering i forbindelse med branden.

I galleriet ovenfor kan du se flere billeder fra den voldsomme brand.

Newsbreak.dk følger sagen…

Powered by Labrador CMS