Voldtægt med våben i hånden

En mand er sigtet for voldtægt og overtrædelse af våbenloven.

Udgivet Opdateret

Politiet i Syd- og Sønderjylland har siden 30. oktober ledt efter en 28-årig mand.

Han er nu i politiets varetægt – sigtet for både voldtægt og overtrædelse af våbenloven.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog 30. oktober 2020 en anmeldelse om voldtægt i Holsted.

Her skulle den mistænkte, under anvendelse af et skydevåben, have tiltvunget sig samleje med en kvinde.

§ 216

For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der:

1) Tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller
2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.

Stk. 3. Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særligt farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Stk. 4. Ved fastsættelse af straffen skal der lægges vægt på den særlige krænkelse, der er forbundet med lovovertrædelsen.

Stk. 5. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at forurettede er offer for menneskehandel.

Kilde: Danske Love

Politiet har siden anmeldelsen efterforsket sagen og kunne tirsdag anholde den 28-årige mand, der kommer fra Billund-området.

Den sigtede har ikke taget stilling til sigtelsen.

“Anklagemyndigheden skal nu tage stilling til, om der er grundlag for fremstilling ved et grundlovsforhør”, står der i pressemeddelelsen.

Derudover har Syd- og Sønderjyllands Politi – på grund af den fortsatte efterforskning – ikke yderligere oplysninger i sagen.

Powered by Labrador CMS