Vrede fodboldfans får kamp aflyst

Marseilles kamp mod Rennes lørdag er blevet flyttet, efter at vrede fans stormede Marseilles træningsanlæg

Marseille-fans har længe været utilfreds med den retning, klubben har været på vej i. Dette billede er fra en demonstration i november. Foto: Sylvain Thomas/AFP
Udgivet Opdateret

Marseille og Rennes møder alligevel ikke hinanden i den bedste franske fodboldliga, Ligue 1, lørdag aften.

Kampen er blevet udsat til en endnu ukendt dato, efter at flere hundrede vrede tilhængere lørdag stormede Marseilles træningsanlæg.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Fans er vrede

Marseille-fansene er frustrerede over klubbens ledelse og den seneste tids dårlige resultater. Marseille har kun vundet en enkelt af sine seneste otte kampe i Ligue 1 – fem er blevet tabt.

Den store gruppe kastede ifølge AFP med røgbomber og fyrværkeri, da de brød ind på Marseilles træningsanlæg, La Commanderie, i havnebyen.

Politiet kunne ikke stoppe det

Politiet var til stede for at holde de arrige tilhængere stangen, men det eskalerede altså alligevel. 25 er angiveligt blevet anholdt, og syv politifolk skulle være kommet til skade.

Fredag sagde Marseille-træner Andre Villas-Boas, at han regner med at forlade den franske klub, når sæsonen slutter.

– Det her sted har brug for en udrensning. Jeg er ansvarlig for resultater, og lige nu er de forfærdelige, lød det fra portugiseren ifølge AFP.

Utilfredse fans har på det seneste afholdt demonstrationer i forbindelse med Marseilles hjemmekampe. Klubben ligger i skrivende stund nummer 7 i den franske liga.

Powered by Labrador CMS