ANNONCE

Forsvundet mand havde taget bussen

1. januar 2021 17:59 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Manden er efterlyst.

Forsvundet mand havde taget bussen
Den efterlyste mand blev fundet i en bus. Genrefoto.

Opdatering: 

Københavns Vestegns Politi skriver på Twitter, at efterlyste Kjeld er fundet i god behold.

Kjeld havde sat sig ind i buslinje 22 i Glostrup, hvor han blev fundet.

– Tak til alle der ledte, og tak til den opmærksomme passager og Moviachauffør, der bemærkede Kjeld i bussen, skriver politiet på Twitter.

Opdatering:

Københavns Vestegns Politi oplyser, at Kjeld, der er forsvundet, dement og smittet med coronavirus covid-19, muligvis er set omkring Strandesplanaden ved Brøndby Strand ved middagstid fredag.

Kjeld forsvandt fredag morgen, blev efterlyst fredag formiddag, og politiet valgte fredag eftermiddag at efterlyse Kjeld i medierne, efter at man ikke havde fundet ham i nærområdet.

Original artikel:

Københavns Vestegns Politi efterlyser fredag eftermiddag Kjeld, der er dement, smittet med coronavirus covid-19, og som er gået fra Gildhøjhjemmet på Brøndby Møllevej fredag morgen.

Jens Møller, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, oplyser til Newsbreak.dk, at politiet selv har ledt i nærområdet, uden held, og derfor efterlyser man nu Kjeld i medierne.

Kontakt til en smittet

Ser man Kjeld, er det vigtigt at være opmærksom på, at Kjeld altså er smittet med covid-19, og derfor skal man tage visse forholdsregler.

Man skal først og fremmest kontakte politiet, og så skal man sørge for at holde afstand, ligesom man i det forgangne år er blevet bedt om at gøre til personer, man ikke kender.

Jens Møller fortæller, at borgere generelt er rigtig søde til at tage hånd om ældre mennesker, de møder, der ser ud til at have brug for hjælp. Og man må gerne hjælpe Kjeld, hvis man møder ham, men man må ikke rørere ham.

– Man skal lade være med at kramme ham, eller tage ham om skulderen. Ring til politiet, så kommer vi ud, siger Jens Møller.

Hvor er Kjeld?

Kjeld forsvandt fra sin bolig på et tidspunkt fredag formiddag. Da det blev opdaget, blev politiet involveret, og betjente har siden ledt efter Kjeld i nærområdet, uden held.

Fra politiets side kan man med sikkerhed ikke sige, hvor Kjeld befinder sig nu, om han eksempelvis har forladt nærområdet med offentlig transport. Håbet er, at det ikke er tilfældet.

Opfordringen fra politiet er derfor, at særligt borgere i området omkring Gildhøjhjemmet holder øje med, om Kjeld er i deres have, på en bænk, i et skur eller et andet sted.

– Dem, der bor i nærområdet, må gerne være ekstra opmærksomme på, om de har ubudne gæster uden at vide det, siger Jens Møller.

Kjeld har følgende signalement:

– 80 år gammel
– 180 centimeter høj
– Almindelig af bygning
– Gråt hår
– Iført ternet kasket, lys langærmet bluse, muligvis en lys jakke og kondisko

Ser man Kjeld, bedes man kontakte politiet på 1-1-4.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu