ANNONCE

Kronprinsparret aflyser

1. september 2020 20:50 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Kronprinseparret aflyser sit besøg i Holland, som skulle have fundet sted i starten af november.

Kronprinsparret aflyser
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary må på grund af covid-19 aflyse en tur til Holland. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary udskyder deres tur til Holland, som skulle have fundet sted 2. til 3. november.

Besøget skulle have været en del af en større erhvervsdelegation, men er blevet udskudt på grund af covid-19.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Kronprinseparret skulle have stået i spidsen for erhvervsdelegationen, der skulle have deltaget i en konference under temaet “Partnering for Green Transition”.

Konferencen er imidlertid blevet aflyst og erstattet med en virtuel konference på grund af coronapandemien. Kronprins Frederik holder åbningstalen til den virtuelle konference.

Kongehuset oplyser desuden, at kronprinseparret vil aflægge fysisk besøg i Holland, når det igen er muligt.

Ikke eneste aflysning

Som alle andre er også Kongehuset påvirket af pandemien.

Blandt andet måtte dronning Margrethe aflyse sit sommertogt.

“Kommunerne planlægger i samarbejde med Kongehuset at gennemføre besøgene i sensommeren 2021”, skrev kongehuset i den forbindelse på sin hjemmeside.

Også arrangementerne i forbindelse med 100-året for genforeningen måtte lide under aflysning.

“Kongehusets deltagelse i markeringen skulle være foregået i dagene fra den 9.-12. juli. Her var det blandt andet planen, at Dronningen og den kongelige familie skulle have besøgt området ad den samme rute som Majestætens farfar, Christian 10., havde fulgt 100 år tidligere. Det aflyste besøg vil blive gennemført med Genforeningsdagen den 15. juni 2021 som omdrejningspunkt”, oplyste Kongehuset.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu