ANNONCE

15 dræbt i metroulykke

4. maj 2021 07:45 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Dele af højbane i Mexico City kollapsede, mens et tog passerede. 15 er dræbt, og 70 er kommet til skade

Se flere fotos i billedgalleriet over denne artikel

15 personer er omkommet, og 70 er kommet til skade i en ulykke på Mexico Citys metroanlæg.

Det oplyser byens borgmester, Claudia Sheinbaum, tirsdag morgen dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det samme skriver nyhedsmediet CNN.

Tidligere meldte myndighederne om 13 omkomne.

Højbane kollapsede

Ulykken skete mandag aften lokal tid, da dele af en højbane i den mexicanske hovedstad kollapsede, mens et tog passerede.

En video på en lokal tv-station viser, at dele af broen styrter ned på biler, der kører på en vej nedenunder, skriver Reuters. CNN skriver, at man på overvågningsbillederne kunne se en sky af støv og vragrester stige op efter ulykken.

Leder efter overlevende

Borgmester i Mexico City Claudia Sheinbaum er taget til ulykkesstedet og skriver på Twitter, at brandfolk og sikkerhedspersonel arbejder på stedet.

På andre videoer på sociale medier og tv-stationer ses redningsarbejdere lede efter overlevende.

Et stort system

Mexico City er arealmæssigt blandt verdens største metropoler, og millionbyens metrosystem transporterer årligt omkring 1,6 milliarder personer ifølge Businessinsider.com.

I Nordamerika overgås det antal passagerer kun af New York Citys tilsvarende transportsystem – subwayen.

CNN skriver, at ulykken skete klokken 22.25 lokal tid.

Se flere fotos i billedgalleriet over denne artikel

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu