ANNONCE

DMI: Det starter i nat og bliver så mærkbart

4. september 2020 06:43 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Vejret for årets første efterårsweekend lever op til forventningerne.

Vejret fredag bliver pænt, særligt hvis man holder det op imod det vejr, vi har i vente i weekenden. Sådan er fortællingen i dag fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, hvor vagthavende Frank Nielsen er klar med en frisk vejrudsigt.

Frank Nielsen fortæller, at mens det har regnet flere steder i Danmark torsdag nat, er det nu ved at klare op, og der er udsigt til nogen sol, temperaturer mellem 17 og 20 grader, let til frisk vind og enkelte spredte byger i løbet af dagen.

– Det er en pæn start på weekenden, siger Frank Nielsen til Newsbreak.dk.

Det bliver koldere

Vejret i weekenden bliver af en lidt anden størrelse. Frank Nielsen påpeger, at vi går ind i årets første efterårsweekend, og det kommer man til at mærke på vejret.

Det starter allerede fredag nat, med flere byger og koldere luft, der kommer ind fra blandt andet Skotland og Færøerne, og det betyder, at der i weekenden er udsigt til både regn og lokalt også tordenvejr.

– Ellers bliver weekenden en blanding af sol og byger, og det svinger meget, hvor meget sol, der er plads til, siger Frank Nielsen.

Temperaturerne kommer til at ligge mellem 17 og 18 graders varme, lokalt ned til 16 grader, med hyppige byger, der kommer og går.

Er der sensommer på vej?

Ser man lidt længere ud i fremtiden, mod næste uge, ser det ud til, at det ustadige vejr fortsætter.

Godt nok er der meget, der tyder på, at mandag bliver en ganske pæn dag, men det er måske også det eneste vejrhøjdepunkt, der er i vente.

– Næste uge veksler mellem regn og byger. Det bliver lunere i luften men med ustadigt vejr, siger Frank Nielsen.

Der er derfor udsigt til mere efterårsvejr i den kommende uge, omend uden at temperaturerne daler mærkbart.

Frank Nielsen minder derudover om, at vejret stadig kan vende igen, og dermed byde på lun sensommer.

– Men det bliver i hvert fald ikke i næste uge, siger Frank Nielsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu