ANNONCE

Politiet rydder festgade helt for mennesker

5. september 2020 07:15 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Barerne har fortsat åbent, men politiet har ryddet Jomfru Ane Gade for mennesker, skriver Nordjyske.

Politiet rydder festgade helt for mennesker
Aalborgs kendte forlystelsesgade Jomfru Ane Gade var lukket i begyndelsen af pandemien, men tillader igen gæster på værtshuse og barer. Fredag aften ryddede politiet gaden, da folk stod for tæt. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix

Politiet ryddede fredag aften Jomfru Ane Gade i Aalborg for mennesker, men klubber og barer holdt fortsat åbent.

Det oplyste vagtchef Mads Hessellund ved Nordjyllands Politi klokken 01 natten til lørdag.

– Omkring klokken 22 var der alt for mange mennesker forsamlet i Jomfru Ane Gade, vores festgade her i byen.

– Der var for lidt afstand mellem folk, så derfor valgte vi at sige, at dem, der ikke var på værtshuse, skulle fordeles ud i resten af byen, sagde vagtchefen.

Hotspot

Gaden, der er centrum for byens natteliv, er i forvejen udpeget som et såkaldt hotspot, der er et område, politiet har særligt fokus på i forbindelse med coronavirus.

Politiet uddelte i forbindelse med rydningen af Jomfru Ane Gade flere bøder.

– Der er et par stykker, der har fået bøder for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for ikke at følge vores anvisninger.

– Men generelt gik det stille og roligt, tilføjede vagtchefen.

Politiet var til stede på Jomfru Ane Gade, til barerne lukkede klokken 02. Herefter forlod bargæsterne området i løbet af kort tid, uden at politiet måtte gribe ind.

Det oplyser vagtchef Mads Hessellund lørdag morgen.

Nordjyllands Politi har tidligere nævnt, at man kan udstede et opholdsforbud på stedet, for at undgå at for mange mennesker stimler sammen.

Et opholdsforbud betyder, at der ikke må tages ophold i det pågældende område. Derfor må man eksempelvis ikke sætte sig ned.

Men almindelig færden som for eksempel gå- og løbeture samt hundeluftning i området er tilladt.

Personer, der ikke overholder forbuddet, kan få en bøde på 2500 kroner med det samme. Det er ikke nødvendigt at give et påbud først, har Rigspolitiet tidligere oplyst.

Omgår regler

Det er ikke kun mængden af mennesker på for lidt plads, der har givet politiet problemer i Jomfru Ane Gade.

En af de regler, der er sat i spil for at modvirke smittespredning, kræver, at restaurationer ikke lukker nye gæster ind efter klokken 23.00.

TV2 Nord fortalte den 3. september om, hvordan reglen blev omgået ved, at gæster i blandt andet Jomfru Ane Gade sørgede for at få adgangstegn til flere forskellige steder, før der blev lukket for ny adgang for så på den måde at sprede sig fra sted til sted, imod reglerne.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu