ANNONCE

116 skoleelever sendt hjem

6. september 2020 15:40 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Den seneste uge er der i Herlev registreret coronatilfælde på to skoler. To elever er ramt.

116 skoleelever sendt hjem
De mange hjemsendelser er ét eksemel på, at covid-19 langt fra er et overstået kapitel i Danmark. Genrefoto.

116 skoleelever i Herlev er hjemsendt, efter at der er i ugens løb er registreret coronatilfælde på to af byens skoler.

Det fortæller kommunen til TV2 Lorry.

Det drejer sig om Herlev Byskole og Lindehøjskolen, oplyser Peter Nielsen, som er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Herlev til TV2 Lorry.

Forældre på skolerne er orienteret via forældreintra og Aula.

Også ansatte, der vurderes at være i risiko for at være smittet med covid-19, er sendt hjem.

I indeværende uge er der i Herlev registreret smittede med coronavirus på to daginstitutioner og to skoler. To elever og to ansatte er ramt.

Det oplyses ikke, hvor de to ansatte arbejder henne.

Samme problem flere steder

Flere af landets kommuner oplever i øjeblikket stigende smittetal. Det er altså også sket i Herlev.

Søndag viser tal fra Statens Serum Institut, at der har været 11 bekræftede tilfælde af covid-19 i Herlev de seneste syv dage.

Det svarer til 38 tilfælde per 100.000 indbyggere, og kommunen opfordrer i en pressemeddelelse til, at alle borgere hjælper til med at forebygge smittespredning.

I meddelelsen, der er udsendt lørdag, understreges det, at udviklingen følges tæt.

Samtidig skrues der op for testningen af de ansatte i kommunen, som arbejder inden for sundheds- og ældreområdet.

– De ansatte vil blive testet for smitte med covid-19 hver 14. dag, indtil smittetallet i Herlev igen kommer under 20 tilfælde pr. 100.000 borgere.

– Når det sker, overgås igen til testning hver sjette uge, skriver Herlev i meddelelsen.

Trods de nye smittetilfælde i Herlev er der fortsat et stykke vej op til kommunerne på den københavnske vestegn, der har været hårdt ramt den seneste tid.

I Albertslund viste tal lørdag, at der de foregående syv dage havde været 16 smittetilfælde – svarende til 57,8 per 100.000 indbyggere.

Det er ifølge DR det højeste antal blandt landets kommuner. Det har fået kommunen til at forberede sig på at informere borgerne bedre.

Gør noget

Mens smittetrykket går den gale vej i nogle dele af Danmark, har man andre steder fået sat en stopper for problemerne med en målrettet indsats, blandt andet i Aarhus, og og Lars Østergaard, ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital i Skejby, sagde lørdag til Ritzau, at smittetrykket ikke stopper, medmindre man gør noget helt konkret.

– De stigende smittetal vil stige yderligere, hvis man ikke laver tiltag i mod smittespredningen, sagde Lars Østergaard til Ritzau lørdag.

Ifølge ham skal man lave tiltag mod smittespredning. Ikke fordi tallene er voldsomt alarmerende, men fordi de ikke skal blive det.

Lars Østergaard fremhæver det lokale udbrud i Aarhus kommune, hvor der blev indført tiltag, og hvor smittetallet forholdsvist hurtigt faldt igen.

– Jo hurtigere man laver nogle tiltag, jo hurtigere kan man vende udviklingen, siger overlægen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu