ANNONCE

To mænd tiltalt for svindel for ni milliarder

7. januar 2021 09:20 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det oplyser Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

To mænd tiltalt for svindel for ni milliarder
SØIK kalder det for ekstremt alvorlig og meget omfattende kriminalitet. Genrefoto.

Anklagemyndigheden har tiltalt to briter for svindel for mere end ni milliarder kroner i Danmark. Det oplyser Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) i en pressemeddelelse.

– Der er tale om ekstremt alvorlig og meget omfattende kriminalitet begået mod den danske stat, og vi mener, at de to tiltalte har begået et kynisk og nøje planlagt bedrageri, hvor de har svindlet sig til mere end ni milliarder kroner fra den danske statskasse, siger Per Fiig, der er fungerende statsadvokat for SØIK, i pressemeddelelsen.

Fakta

Sådan blev den danske statskasse tømt

Det blev kaldt danmarkshistoriens største skattetyveri, da statskassen blev drænet for 12,7 milliarder kroner i skandalen om udbytteskat.

Landsretten har taget stilling til de første sager om udbytteskat, hvor seks amerikanske pensionsplaner har stået fast på, at de har ejet danske aktier for milliarder.

Men det har de ifølge Landsskatteretten ikke kunnet bevise. Dermed er afgørelsen gået Skattestyrelsens vej.

Læs her, hvordan svindlen angiveligt er foregået mod Danmark:

* Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

* Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.

* Svindlen er angiveligt sket ved, at selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, som de vil have tilbagebetalt skat for.

* Ifølge Politiken og TV2 er de to amerikanere Matthew Stein og Jerome Lhote samt briten Sanjay Shah mistænkt for at have svindlet gennem fiktive amerikanske pensionsfonde.

* Ved at hævde at pensionsfondene ejede aktier i danske selskaber for mange milliarder, påstod de, at pensionsfondene havde ret til at få udbytteskat retur efter aftaler om dobbeltbeskatning mellem Danmark og USA.

* Den formodede svindel fandt sted i perioden fra 2012 til 2015.

* Skattestyrelsen har anlagt 470 civilretlige sager med et samlet krav på 12,7 milliarder kroner. Retssagerne er anlagt i blandt andet USA, Storbritannien, Malaysia og Dubai.

* Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) forventede at kunne få seks milliarder kroner retur. Det ventes at koste mindst to milliarder kroner i advokatregninger at hente pengene hjem.

Kilder: Skat, Politiken, TV2, Skattestyrelsen, Ritzau.

Anklagemyndigheden kalder i pressemeddelelsen sagen for en af danmarkshistoriens største svindelsager. De to tiltalte mistænkes for at være henholdsvis hovedmand og håndlanger i et af sagens hovedspor. Den ene af de to er bosat i Dubai, den anden i Storbrtiannien.

3000 ansøgninger

Ifølge SØIK har de to mænd, på vegne af forskellige investorer og selskaber indsendt mere end 3000 ansøgninger for at få udbetalt mere end ni milliarder kroner i uberettiget refusion i udbytteskat fra statskassen.

En del af pengene er kommet tilbage til statskassen igen, da man har beslaglagt værdier for omkring tre milliarder kroner. Sagen er delt op i flere spor, og SØIK oplyser, at en del af pengene er fundet i det spor, der specifikt knytter sig til de to britiske mænd.

– Det er vores erfaring fra de store sager om bedrageri og hvidvask, at udbyttet fra svindlen ofte bliver udbetalt til organiserede kriminelle netværk, der distribuerer pengene globalt gennem sindrige systemer, siger Per Fiig i pressemeddelelsen.

Det er et problem for et land, der kan have interesse i at få sine frasvindlede penge igen. I denne sag betyder det, at Danmark eksempelvis skal dele de beslaglagte værdier med det land, der har foretaget beslaglæggelsen på vegne af Danmark.

– Vi arbejder selvfølgelig fortsat på at tage alle de værdier, vi kan komme i nærheden af, så vi får så mange af pengene som overhovedet muligt tilbage til statskassen, hvor de hører hjemme. Og vi fortsætter jagten, selvom der nu er rejst tiltale i et af sagens hovedspor, siger Per Fiig i pressemeddelelsen.

En større sag

Ifølge SØIK er svindlen i hovedsporet sket via 24 malaysiske selskaber og 224 amerikanske pensionsplaner, samt 70 andre selskaber etableret på de Britiske Jomfruøer, Cayman Islands, i De Forenede Arabiske Emirater og i Storbritannien. Som en del af efterforskningen har SØIK sammenholdt ansøgninger om uberettiget refusion af udbytteskat med de forskellige selskabskonstruktioner og dertilhørende pengestrømme.

Samlet set blev Danmark frasvindlet 12,7 milliarder kroner. I dag, i hovedsporet, er der rejst tiltale for svindel, og forsøg på svindel, for 9,6 milliarder kroner, og efterforskningen fortsætter derfor i et andet spor.

– I det spor er der fortsat en række andre mistænkte personer. Her mangler vi fortsat enkelte afhøringer og efterforskningsskridt, og vi forventer at kunne tage stilling til tiltalespørgsmålet mod de andre personer i løbet af nogle måneder i pressemeddelelsen.

SØIK oplyser, at de to britiske statsborgere er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2 for 9.025.205.871 kroner og forsøg på bedrageri af særlig grov beskaffenhed for 553.346.302 kroner.

“Strafferammen er fængsel i otte år. På grund af sagens grovhed, beløbets størrelse, gerningsperiodens længde og den organiserede karakter af bedrageriet, vil SØIK gå efter at tage en særlig paragraf i straffeloven i brug – § 88, stk. 1 – som betyder, at strafferammen i særligt grove tilfælde kan blive forhøjet til 12 år,” skriver SØIK i pressemeddelelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu