ANNONCE

Mand sigtet for dødsulykken

7. oktober 2020 09:34 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Ulykken kostede en 23-årig kvinde livet.

Mand sigtet for dødsulykken
Ulykken kostede en 23-årig kvinde livet. Foto: Øxenholt Foto.

En 27-årig mand er blevet sigtet, afhørt og løsladt i en sag, hvor en 23-årige kvinde blev dræbt i en trafikulykke i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej i Åbyhøj.

Janni Lundager, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, fortæller Newsbreak.dk, at man hos politiet ikke har vurderet, at der var grundlag for at begære den anholdte varetægtsfængslet.

Ifølge Danmarks Domstole kan en sigtet kun blive varetægtsfængslet, “hvis der er begrundet mistanke om, at den sigtede har gjort noget strafbart, som har en strafferamme på minimum et år og seks måneders fængsel, og anklagemyndigheden vil kræve over 30 dages fængsel”.

Sagen undersøges

Omstændighederne bag ulykken efterforskes fortsat af politiet, og man venter blandt andet på, at en bilinspektør, der har undersøgt ulykkesstedet, afslutter en rapport, der kan kaste lys over de tekniske omstændigheder.

Politiet mangler derudover at afhøre en del vidner, og skønt man har fået kontakt til en del af de personer, der overværede ulykken, oplyser politiet, at de fortsat gerne vil i kontakt med personer, der var til stede i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej i Åbyhøj tirsdag den 6. oktober omkring 15.00.

I forbindelse med anholdelsen af den 27-årige mand blev der udtaget en blodprøve, og resultatet af denne, samt af bilinspektørens undersøgelser, politiets vidneafhøringer og anden efterforskning vil alt sammen blive taget med i en endelig vurdering af, om den 27-årige mand skal tiltales i sagen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu