ANNONCE

Derfor vil ekspert ikke tale om mere genåbning

8. marts 2021 15:13 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der har været mere end 215.000 bekræftede tilfælde med sygdommen indtil nu

Derfor vil ekspert ikke tale om mere genåbning
Smittetallene ligger på et stabilt niveau for tiden. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der har det seneste døgn været 425 bekræftede tilfælde af coronavirus covid-19 i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut. De 425 bekræftede tilfælde er baseret på 118.000 PCR-test.

Det er det laveste antal test de seneste knap to uger. Positivprocenten, altså andelen af smittede i forhold til antallet af testede, er på 0,36 procent, hvilket nogenlunde er på niveau med den seneste måned. Tallene beroliger Troels Petersen, der er med i Statens Serum Instituts ekspertgruppe, som laver beregninger om blandt andet genåbning. Han hæfter sig ved, at smittetallene ikke er eksploderet på det seneste.

– Der er ikke noget i de her tal, der tyder på, at vi lige pludseligt ser en voldsom eksponentiel kurve op, så det er dejligt. Det er betryggende. Det gør mig glad, siger han.

Ser man over de forgangne uger, har både antallet af nye smittede, positivprocenten og antallet af indlagte ligget forholdsvist stabilt.

Det er dog ikke ensbetydende med, at epidemien er helt under kontrol, vurderer Troels Petersen.

– Det kan man ikke føle sig sikker på, nej, men umiddelbart synes jeg, tegnene er gode, siger han.

Andre test

I tillæg til PCR-testene, der regnes som de mest pålidelige, er der kommet svar på 47.036 lyntest foretaget hos private udbydere, hvor 209 er positive.

Man ved ikke, hvor stor en andel, der både har fået taget en positiv lyntest og en PCR-test. Derfor kan smittetallene for de to testtyper ikke lægges sammen.

Et højt smittetryk

Det er fortsat Ishøj Kommune, som har det største smittetryk i landet, mens Fredensborg Kommune følger lige efter.

Fredensborg Kommune har blandt andet byerne Nivå og Kokkedal, hvor der i øjeblikket bliver stemt dørklokker for at få flere til at tage en test.

Effekt er ukendt

Selvom Troels Petersen er positivt stemt over for de seneste smittetal, så understreger han, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvor stor en effekt den delvise genåbning af landet har haft. Han vil derfor vente mindst en uge med at tale om yderligere genåbning.

Det kan nemlig være et problem, hvis der åbnes mere nu, og man så senere på ugen kan aflæse i smittetallene, at de genåbnede forretninger fører til stor smittestigning, mener han.

– Så vil det være den sikre måde at miste kontrollen igen. Og når vi får høje smittetal, ved vi, at der allerede er mange, der har smittet videre, så det er en kurve, vi ikke kan standse med det samme, siger Troels Petersen.

Flere indlagte

Antallet af indlæggelser stiger med 10, så der i dag er 234 indlagte med covid-19 i Danmark. 38 af dem ligger på intensiv og 22 af dem i respirator.

Tallet for indlagte skal læses med det forbehold, at der normalt bliver udskrevet færre patienter i weekenderne, da der er mindre personale til at tage imod ude i kommunerne.

Da tallene for indlæggelser er trukket mandag morgen, vil man typisk først se et mere præcist billede på udviklingen i indlæggelserne i den opgørelse, som kommer tirsdag.

Der er det seneste døgn registreret 2 nye dødsfald, hvor afdøde var smittet med covid-19.

Vaccinemilepæl

I forhold til vacciner har Danmark krydset en mindre milepæl, da antallet af færdigvaccinerede danskere har krydset 200.000.

Samlet har 203.516 personer fået begge stik. Det svarer til 3,5 procent af befolkningen.

539.710 personer fået første stik. Det svarer til 9,2 procent af befolkningen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu