ANNONCE

Dømt for svindel ved grænsen

8. september 2020 19:14 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

11 personer blev idømt fængsel.

Dømt for svindel ved grænsen
De 11 dømte havde alle det til fælles, at de forsøgte at komme ind i Danmark uden gyldig grund. Foto: CLAUS FISKER/Scanpix

11 personer, der blev anholdt mellem den 5. og den 19. juli, er på det seneste blevet dømt for dokumentfalsk, nærmere bestemt svindel med arbejdskontrakter. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De 11 personer har, ifølge politiet, en del til fælles. Dels er de alle fra østeuropa, og dels er de dømt for den samme type af dokumentfalsk i forbindelse med covid-19-udbruddet i Danmark.

Som følge af sygdomspandemien har der i Danmark været nogle meget skrappe restriktioner for, hvem der kunne få lov til at komme ind i landet via grænsen til Tyskland.

De 11 personer har alle udvist falske arbejdskontrakter, der skulle overbevise myndighederne om, at de hver især havde en gyldig grund til at rejse ind i landet.

Set i det lys har anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi nedlagt påstand om skærpet straf til de 11 personer, da der var tale om en lovovertrædelse i forbindelse med udbruddet af covid-19.

Den påstand fulgte Retten i Sønderborg, og de 11 personer blev hver især idømt 60 dages ubetinget fængsel og udvisning fra Danmark, med et indrejseforbud i seks år.

Politiet skriver, at anholdelserne fordelte sig på følgende måde:

Tre anholdt den 19. juli
Den seneste dom faldt torsdag og omfattede to bulgarske mænd på 39 og 55 år samt en 25-årig bulgarsk kvinde, der forsøgte at krydse Frøslev Grænse den 19. juli i samme køretøj.

Seks anholdt den 12. juli
Tilsvarende blev seks ukrainske mænd i alderen fra 27 til 51 år onsdag dømt for deres forhold.
Hændelsen fandt sted den 12. juli ved Sæd Grænseovergang, hvor de seks mænd befandt sig i samme minibus og fremviste falske arbejdskontrakter.

To anholdt den 5. juli
Desuden blev to bulgarske mænd på 25 og 45 år dømt den 20. august, efter at de forsøgte at rejse ind i Danmark den 5. juli ved Padborg Grænseovergang.

Alle de 11 nægtede sig skyldige, men de modtog alle deres domme. Alle 11 blev i øvrigt varetægtsfængslet efter de enkelte retsmøder.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu