ANNONCE

Derfor spærrede politiet af

8. september 2020 14:55 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Sagen er endnu ikke afsluttet fra politiets side.

Derfor spærrede politiet af
En bevidst påkørsel på Viby Ringvej efterforskes af politiet. Foto: Øxenholt Foto

Østjyllands Politi blev kimet ned mandag ved 14.00-tiden, og de mange borgere, der ringede, havde alle samme ærinde; de havde set en bevidst påkørsel på Viby Ringvej tæt på Viby Torv. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Newsbreak.dk omtalte episoden mandag, da adskillige patruljer og en indsatsleder, samt en afspærring fra McDonald’s ved Ringvejen og frem mod Viby Torv gjorde det mere end almindeligt svært at færdes i området.

Det var ikke meget, politiet kunne oplyse mandag, andet end at der var sket en bevidst påkørsel, men i tirsdagens udsendte pressemeddelelse kastes der mere lys over sagen.

Politiet oplyser, at man på stedet fandt den påkørte bil. Ingen var umiddelbart kommet noget til, men noget manglede. Dels den bil, der stod for påkørslen, dels hvem der end sad i den og derudover glimrede manden, der havde siddet i den påkørte bil ved påkørslen, ved sit fravær.

Hjælp fra borgere

Sagen blev dog stykket sammen uden dem, blandt andet med hjælp fra borgere, der havde været hurtige nok til at videofilme dele af forløbet.

– Vi har fået mange mobiloptagelser og billeder, som er en rigtig god hjælp i vores efterforskning. En stor tak til de borgere, der har henvendt sig. Nu skal vi have stykket brikkerne sammen, og vi har en del efterforskningsarbejde foran os,  siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i pressemeddelelsen.

Ifølge politiet er der formentlig sket det, at en gruppe af mænd har været involveret i en uoverensstemmelse på Q8 på Viby Ringvej. Det udviklede sig så voldsomt, at en mand sprang ind i sin bil, hvor mandens kone sad bag rattet.

Bilen kørte fra stadet, det samme gjorde flere andre biler, og politiet skriver, at de jagtende kørte ind i siden på de flygtende. Derudover blev to tilfældige borgeres biler også ramt, uden at nogen mennesker kom noget til.

De to biler, der menes at være direkte involveret i sagen, er blevet beslaglagt af politiet, men politiet oplyser i pressemeddelelsen ikke, om nogle af de involverede er anholdt.

– Vi er i fuld gang med efterforskningen for at finde frem til, hvad der præcist er sket, og hvem gerningsmændene er. Det er for tidligt at sige noget om motivet til påkørslen, men vores foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø, siger Michael Kjelgaard i pressemeddelelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu