ANNONCE

To anholdt for angreb med håndgranater

9. oktober 2020 11:03 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En mand blev såret i angrebet.

To anholdt for angreb med håndgranater
De to anholdte er sigtet for drabsforsøg. Foto: Presse-fotos.dk.

En 38-årig mand og en 37-årig mand, fra henholdsvis Jyderup og Jylland, blev torsdag anholdt, sigtet for drabsforsøg. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De to mænd er sigtet i en sag, hvor en 46-årig mand fra Mullerup ifølge politiet blev forsøgt dræbt, da der blev kastet håndgranater mod hans hjem.

Manden blev let såret i eksplosionen, der blev anmeldt klokken 05.56. Eksplosionen var så kraftig, at flere vinduet blev blæst ud, mens der skete skader på murværket.

Politiets efterforskning førte frem til en persongruppe, hvoriblandt man hos politiet mener, at sagens gerningspersoner befinder sig.

Blandt dem er der en 38-årig mand fra Jyderup, der blev anholdt torsdag eftermiddag. Hans bopæl blev ransaget, og her fandt politiet en sølvgrå Peugeot 406, man mener blev brugt som flugtbil. Derudover var den 38-årige mand i besiddelse af to skarpladte skydevåben med tilhørende ammunition. Derfor er den 38-årige mand, udover drabsforsøg, sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

– I denne spektakulære sag om drabsforsøg ved brug af håndgranater har politiet nu fået indkredset en persongruppe, som er interessant i denne sammenhæng. Yderligere anholdelser kan forventes ud fra den efterforskning, der allerede er baggrund for mistanken mod de nu allerede anholdte, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard som leder af efterforskningen i sagen, i pressemeddelelsen.

De to mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk fredag.

 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu