10-årig kørt ned af mulig spritbilist

24. juni 2019 22:25 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, hvem der har været skyld i uheldet.

En 10-årig dreng blev mandag aften kørt ned i Sabro ved Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Politikredsen fik anmeldelsen klokken 20.44. Her blev man kaldt til uheldet, der var sket på Grønvej i Sabro.

Den 10-årige var her blevet påkørt af en 22-årig bilist. Efter uheldet var den 10-årige bevidstløs.

Det er ikke lykkedes Newsbreak.dk at få kontakt til Østjyllands Politi, men til TV2 Østjylland fortæller vagtchef Flemming Lau:

– Den 10-årige dreng kommer ud fra Grønvej og bliver påkørt i krydset af bilisten, der kommer kørende ad Sabrovej. Drengen var i første omgang bevidstløs, da han slog ansigtet ned i vejen, men er tilsyneladende sluppet med knubs. Han er kørt til tjek på sygehuset.

På nuværende tidspunkt vides ikke, hvem der var skyld i uheldet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu