ANNONCE

10 nye typer affald: Disse kommuner siger nej

21. maj 2020 10:23 | Af: Newsbreak.dk

Flere østjyske kommuner siger nej tak til affaldssortering i 10 rum.

10 forskellige typer affald skal fremadrettet smides i hver sin skraldespand.

I hvert fald hvis det står til regeringen, der tidligere på ugen kom med forslaget som en del af en klimahandlingsplan, som skal bringe Danmarks udledning af drivhusgasser ned.

Det er dog langt fra alle, der er fan af regeringens forslag.

Rådmanden for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune mener blandt andet, at regeringens forslag bliver for kompliceret for den enkelte borger.

– Jeg synes, regeringens målsætning om at genbruge og genanvende er rigtig fin, og den støtter jeg op omkring, men at borgerne skal sortere i ti forskellige fragmenter, gør det kompliceret, bøvlet og besværligt. Det skal være simpelt, enkelt og nemt for borgeren at sortere affaldet, siger Bünyamin Simsek, der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune og bestyrelsesmedlem i Dansk Affaldsforening, til TV2 Østjylland.

Bünyamin Simsek bliver bakket op ad Jens Meilvang (LA), der er medlem af Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune og formand for Reno Djurs.

– Jeg synes ikke, det giver ret meget mening, og jeg er ikke imponeret over forslaget. Det er spild af borgernes tid, og jeg synes i forvejen mange kommune gør, et stort stykke sorteringsarbejde, siger Jens Meilvang til TV2 Østjylland.

Allerede tre forskellige rum

I Aarhus Kommune er der på nuværende tidspunkt tre forskellige typer rum, som borgerne skal aflevere deres affald i, og det mener rådmanden også er rigeligt.

– Vi sorterer allerede, og jeg synes det niveau, vi har, er ganske fint, så jeg mener ikke, vi skal begynde og sortere i 10 fragmenter, siger rådmanden til TV2 Østjylland.

Står det til Bünyamin Simsek skal teknologi og maskiner i højere grad stå for sorteringen, så det store sorteringsarbejde ikke lander på de enkelte borgere.

– Selvom borgerne er dygtige til at sortere, vil det kræve en eftersortering, for alle kan komme til at lave fejl, så det vil være dobbeltarbejde at få borgerne til at sortere så massivt, siger formanden for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune og fortsætter:

– Det vil også være en dyr løsning, fordi det vil kræve flere skraldespande, forskellige sorteringsting til borgerne, hyppigere tømninger og flere lastbiler, som kan tømme de ti forskellige fragmenter, siger Bünyamin Simsek til TV2 Østjylland.

Bünyamin Simsek (V) er ikke imponeret over regeringens forslag om, at borgerne skal sortere deres affald i ti forskellige rum.

Står det til Jens Meilvang, der er medlem af Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune, skal man starte et helt andet sted.

– Genanvendelsen af plastik er så lav lige nu, fordi der er så lidt, der kan genanvendes, så jeg synes i stedet, man skal starte med at sikre, at der kun importeres plastik, som kan genanvendes. Indtil da kan vi nøjes med at sortere pap og papir og restaffald. Det har jeg altid ment, og det mener jeg stadig, siger Jens Meilvang til TV2 Østjylland.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke 10 nye affaldstyper regeringen lægger op til.

Regeringen vil ensarte

Det er dog hverken sikkert, at Aarhus Kommune eller Norddjurs Kommune kan slippe for at sortere i ti forskellige rum eller få lov til at fortsætte med sortere på den måde, som de gør nu. Regeringen vil nemlig ensarte affaldssorteringen i hele landet, og samtidig gøre det nemmere og mere overskueligt at sortere med piktogrammer.

Bünyamin Simsek og Jens Meilvang mener begge to, at regeringen beder borgerne om for meget, hvis det ender med, at der skal sorteres affald i ti forskellige rum.

Det er miljøminister Lea Wermelin (S) dog opmærksom på.

– Det ved jeg godt, er en stor opgave at bede om. Til gengæld skal vi så sikre, at det rent faktisk nytter noget at sortere det. At det er med til at gøre en grøn forskel. For så tror jeg, at rigtig mange danskere gerne vil være med, sagde hun til Ritzau i mandags.

Ifølge miljøministeren skal affald sorteres på samme måde, uanset om det er i hjemmet, sommerhuset, på arbejdspladsen eller i det offentlige rum.

Regeringens støttepartier SF og Enhedslisten mener, at det er et godt udspil fra regeringen. Men begge partier er også enige om, at afbrændingen af affald skal mindskes. Faktisk helt udfases.

Mest miljø for pengene

Regeringens udspil er en del af ambitionen om, at Danmark skal nå målet om 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030, som blev besluttet med klimaloven i efteråret sidste år, siger miljøministeren.

For ifølge regeringens beregninger vil forbrændingsanlæggene stå for 1,5 millioner ton CO2 i 2030, hvis det ikke lykkes at genanvende mere affald.

Det svarer til 3,6 af de nationale udledninger i 2030, lyder det.

Venstre er også med i aftalen om klimaloven, og for miljøordfører Jacob Jensen (V) er det afgørende, at nye affaldstiltag giver mest miljø for pengene.

– Det er vigtigt, at vi får indrettet os på en måde, så vi får mest miljø for pengene, og det vil jeg gerne se i den model, som regeringen lægger frem, siger han.

– Vi skal jo ikke genere danskerne mere end højest nødvendigt, hvis det faktisk kunne lade sig gøre at få mere miljøeffekt ved at gøre det på en mere automatiseret måde. For eksempel ved at sortere det via maskiner.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu