ANNONCE

10 råd: Sådan undgår du hovedpine på jobbet

26. september 2020 21:14 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Øjentræthed og monotont skærmarbejde kan give spændingshovedpine. En optiker og en øjenlæge guider her til, hvordan du mindsker risikoen for gener.

Hver fjerde dansker har haft spændingshovedpine inden for den seneste måned.

Det viser en befolkningsundersøgelse, som Epinion har foretaget for Synoptik.

Men mange ved ikke, at det kan skyldes øjnene. De skal nemlig igen vænne sig til mange timers arbejde foran en computer.

– Ligesom det er hårdt for kroppens øvrige muskler at sidde stille i mange timer foran et skrivebord, er det også rigtigt hårdt for øjnenes muskler at løse en statisk opgave, siger Annette Slyngborg, der er optiker, klinisk fagspecialist i Synoptik og master i klinisk optometri.

Tallene overrasker heller ikke Carsten Edmund, der er øjenlæge, dr.med. og formand for Øjenforeningen.

– Spændingshovedpine er et diffust symptom, men det kan være udtryk for øjentræthed – som ofte vil opstå i forbindelse med skærmarbejde, siger han.

I galleriet ovenfor kan du se, hvordan hovedpinen kan afhjælpes.

Du kan også se her, hvorfor det kan være en god idé at finde alternative metoder til smertestillende medicin: Du kan få hovedpine af hovedpinepiller.

Bliver værre med alderen

Hertil kommer, at øjets såkaldte nærindstillingsevne bliver dårligere med alderen. Fra 45-årsalderen bliver linsen stivere og får sværere ved at stille skarpt tæt på. Man bliver derved langsynet.

– Folk oplever populært sagt, at lyset bliver for svagt – og armene bliver for korte. Og jo længere tid man skal læse eller arbejde foran en skærm, jo tydeligere vil man opleve det, siger Carsten Edmund.

Hvis du vil mindske generne, så tænk først over, hvor højt skærmen er placeret i forhold til dine øjne. En god tommelfingerregel er, at hvis du kigger lige frem, skal første læselinje være 15 centimeter herunder.

– Øjet hænger i seks muskler, som koordinerer blikretning. Og de er mest afslappede, når vi kigger lidt nedad. Hvis man derimod skal kigge ligeud eller lidt opad, opstår der ofte spændinger og træthed, siger Annette Slyngborg.

Skidt arbejdsstilling

Dette kan igen føre til spændingshovedpine. For ubevist vil mange læne nakken lidt bagover for at kompensere.

– Men så rykker man bare spændingen ned i nakken, og det kan også give hovedpine, siger Annette Slyngborg.

Sørg også for at give øjnene nogle pauser. Det betyder ikke, at du skal lukke øjnene, tage en lur eller lave øjengymnastik.

– Men skab noget variation i, hvorhen du kigger, siger Carsten Edmund.

Mens du vil kunne mærke muskeltræthed i eksempelvis armene, kan du ikke altid mærke det i øjnene. I stedet vil du opleve, at bogstaverne bliver uskarpe eller står dobbelt hen ad eftermiddagen.

Så variér din blikretning. Kig langt, kig ud ad vinduet, kig rundt på kontoret, gå udenfor, eller hent en kop kaffe.

– Det afgørende er, at øjet får lov at stille skarpt på forskellige afstande, siger Carsten Edmund.

Fakta

Hvor stort et problem er stillesiddende arbejde?

Hvis du bruger mere end 3/4 af din arbejdstid foran computeren er dit arbejde stillesiddende. Omkring hver femte dansker har hvad man kalder “stillesiddende arbejde”, men hvilke problemer kan det egentlig give?

  • 80% af dem, der arbejder dagligt foran computeren, lider jævnligt af helbredsproblemer.
  • 2/3 lider af spændinger og smerter i skulder og nakke.
  • Over 50% har rygproblemer.
  • Ca. 45% lider af synsproblemer og hovedpine.
  • 44 procent danskere i arbejde sidder stille mindst seks timer i løbet af en arbejdsdag. Inaktiviteten fører til sundhedsproblemer som hjerte-, lunge- og kredsløbsforstyrrelser.

Kilde: forsikringsforbundet.dk

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu