ANNONCE

Sådan kan du se om restriktioner har virket

10. januar 2021 16:35 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der er i alt taget 11.360.446 prøver på 4.026.398 personer, siden man begyndte at teste for coronavirus covid-19.

Sådan kan du se om restriktioner har virket
De seneste restriktioner ser ud til at have haft den ønskede effekt, lyder det fra overlæge. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Der er det seneste døgn registreret 1246 nye tilfælde af coronavirus covid-19 ud af 69.013 prøver.

Det svarer til at, 1,81 af prøverne er positive. Det er nogenlunde samme andel som de seneste dage.

Dermed hersker der en stabilisering af positivprocenten, mener overlæge ved intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital Christian Wamberg.

– Jeg hæfter mig ved, at vi er nået til en situation nu, hvor positivprocenten stabiliserer sig på niveauet mellem en og to procent.

– Så det er positivt, at restriktionerne formentlig har en gavnlig effekt, siger overlægen.

Efter at antallet af indlagte coronapatienter faldt de seneste fem dage i træk, er der søndag sket en stigning på 42 til 875 patienter søndag.

– Det er et udtryk for, at fredag er en stor udskrivningsdag, mens lørdag og søndag ikke på samme måde er det.

– Kommunerne er ikke så gode til at tage imod i weekenden, så derfor kommer der typisk flere hjem om fredagen. Lørdag og søndag er det lidt sværere at holde samme flow i ind- og udtrafikken på hospitalerne, siger Wamberg.

Antallet af indlagte stiger igen

Antal indlagte stiger med 42 til 875, og der er 28 nye dødsfald, oplyser Statens Serum Institut. Af de indlagte ligger 138 på intensiv og 84 i respirator.

Der er i alt taget 11.360.446 prøver på 4.026.398 personer. Der har i alt været 181.486 tilfælde med covid-19.

Der har været 9.954 indlæggelser og 1.570 dødsfald.

Holder øje med mutation

Myndighederne holder særligt øje med en britisk virusmutation kaldet B117, der vurderes at være 70 procent mere smitsom end de øvrige coronavarianter.

Fra 14. november til 2. januar er der fundet 134 tilfælde af den britiske variant i den andel af positive prøver, der er blevet gensekventeret.

Det reelle antal smittede vurderes af Statens Serum Institut at være cirka otte gange højere.

Frygten er, at den britiske variant i løbet af kort tid vil blive dominerende og smitte langt flere danskere med virusset.

De daglige opgørelse fra SSI viser, at der gik ni måneder fra første coronadødsfald, som fandt sted midt i marts, til nummer 1000 i december. De seneste godt tre uger har der været mere end 500 døde.

En af grundene til denne stigning er, at vi lige nu står i en årstid for virusrelaterede dødsfald, påpeger overlægen.

– Det er den normale årstidsvariation for dødsfald på grund af virus. Og så spiller det nok ind, at covid er lidt værre end de fleste andre infektionssygdomme, som vi plejer at have, fortæller Christian Wamberg.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu