ANNONCE

101-årig spøgelsesbilist – med nyt kørekort

17. juni 2020 10:29 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Tirsdag var en bilist på den anden side af 100 år skyld i en ulykke.

Betjente fra Nordjyllands Politi blev noget overraskede, da de bad om kørekortet fra en mandlig spøgelsesbilist, der i går eftermiddag var skyld i en trafikulykke på motorvejen ved Vrå.

Bilisten var 101 år gammel – og havde oven i købet lige fået fornyet sit kørekort.

– Det har jeg aldrig oplevet i mine 34 år i politiet, siger vagtchef Per Jørgensen til DR P4 Nordjylland.

Tog fejl af vejene

Ifølge politiet troede den aldrende bilist, at han kørte på en almindelig landevej, da han kolliderede med en modkørende bil i det forkerte spor på motorvejen.

– Vi valgte at inddrage mandens kørekort på stedet. Det var uforsvarligt at lade ham køre videre, siger Per Jørgensen.

Den 101-årige bilist brækkede et brystben ved ulykken, og det samme gjorde føreren af den bil, han kolliderede med. Motorvejen ved Vrå var spærret i knap en time efter ulykken.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu