ANNONCE

11-årig fundet død ved trappe: 27-årig anholdt

4. december 2020 06:35 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 27-årig mand er anholdt og mistænkt for drab på en pige, der blev fundet død i Aasiaat i sidste uge.

Natten til fredag 27. november blev en 11-årig pige fundet død ved en trappe.

Nu er en 27-årig mand anholdt i sagen.

Den 27-årig mand er blevet varetægtsfængslet i 27 dage mistænkt for drab på en 11-årig pige i Aasiaat – også kendt som Egedesminde – i Grønland.

Det oplyser juridisk fuldmægtig ved Grønlands Politi Simone Morsing i en pressemeddelelse.

Manden blev anholdt og sigtet for manddrab torsdag morgen på baggrund af de oplysninger, der er kommet frem ved obduktion af pigen, samt politiets efterforskning i sagen

Den 27-årige blev fremstillet ved Qaasuitsoq Kredsret torsdag aften lokal tid.

Fundet ved en trappe

Pigen blev ifølge politiet sidst set torsdag aften 26. november omkring klokken 20.00, da hun forlod sit hjem på Pujooriarfik.

Sammen med en gruppe frivillige indledte politiet i Grønland torsdag aften i sidste uge en større eftersøgning efter den 11-årige pige fra Aasiaat.

Kort før klokken 01.30 natten til fredag blev pigen fundet død ved en trappe mellem KJ Greenland Aasiaat og Wille Brandsvej i den vestgrønlandske by.

– Det kan på nuværende tidspunkt ikke udelukkes, at der er sket en forbrydelse, og politiet efterforsker derfor sagen, skrev Grønlands Politi i den forbindelse i en pressemeddelelse.

Hjælp fra Danmark

Kriminalteknikere og en obducent rejste tirsdag fra Danmark til Egedesminde for at assistere politiet i Grønland.

– Det er ikke normalt, at en 11-årig pige bare dør. Det er derfor vi undersøger alt hvad vi kan, for at udelukke, at der er sket en forbrydelse, sagde Simon Andrés, der er efterforskningsleder i Grønlands Politi til KNR.

Politiet gennemgik i den forbindelse videoovervågning og opfordrede borgere til at stå frem i sagen, hvilket flere gjorde.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, hvorfor politiet ikke på nuværende tidspunkt er i stand til at give offentligheden yderligere detaljer om sagen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu