ANNONCE

11-årig pige fundet død ved trappe

27. november 2020 17:48 | Af: Ritzau Fokus

Politiet udelukker ikke, der kan være sket en forbrydelse.

Sammen med en gruppe frivillige indledte politiet i Grønland torsdag aften en større eftersøgning efter en 11-årig pige fra Aasiaat – også kendt som Egedesminde.

Kort før klokken 01.30 natten til fredag blev pigen fundet død ved en trappe i den vestgrønlandske by.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

– Det kan på nuværende tidspunkt ikke udelukkes, at der er sket en forbrydelse, og politiet efterforsker derfor sagen, lyder det.

Politiet efterlyser vidner, der måtte have relevante oplysninger i sagen, og som eventuelt har set barnet torsdag aften eller natten til fredag.

Der er tale om 11-årige Niina Natuk Filemonsen, der beskrives som cirka 150 centimeter høj og spinkel af bygning. Hun blev sidst set torsdag klokken 20, da hun forlod sit hjem på Pujooriarfik.

På det tidspunkt havde hun håret opsat i en knold og var iført et mørkegråt pandebånd, en rød, lang Canada Goose-vinterjakke, mørkeblå overtræksbukser og sorte støvler.

Fundet livløs

Den 11-årige pige blev fundet liggende livløs ved nogle trapper mellem virksomheden KJ Greenland Aasiaat og Wille Brandtsvej i Egedesminde.

Politiet i Grønland får assistance fra Danmark i forbindelse med efterforskningen af sagen.

Således rejser kriminalteknikere og en obducent tirsdag fra Danmark til Egedesminde.

Borgere med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet i Grønland på telefonnummer 701424 – eller efter klokken 16 på 701448.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu