11 personer indlagt med alvorlig forgiftning

17. juni 2018 22:38 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Syv af de 11 er indlagt på samme sygehus.

11 personer indlagt med alvorlig forgiftning
Eksperter arbejder nu på at finde ud af, hvordan de 11 personer blev smittet.
Del:

11 personer blev søndag indlagt med symptomer på, at de var blevet forgiftet med botulismus, i Danmark også kendt som pølseforgiftning. Det skriver Ekstra Bladet.

Syv personer er blevet indlagt på intensivafdelingen på Sønderborg Sygehus, hvor man har kaldt ekstra personale ind for at håndtere situationen.

Ekstra Bladet skriver, at to er indlagt på Odense Universitets Hospital, en er indlagt i Flensborg og en er indlagt på Rigshospitalet.

– Det menes, at alle 11 har spist sammen. Vi har meget tidligt involveret embedslæge og Fødevarestyrelsen. De er i fuld gang med at undersøge det mad, som man mener, at familierne har spist, siger lægefaglig direktør i Sygehus Sønderjylland, Bjarne Dahler-Eriksen, til Ekstra Bladet.

Fakta

Hvad er pølseforgiftning?

Pølseforgiftning eller botulisme er en meget sjælden sygdom, der forårsages af giftstoffer fra bakterien Clostridium botulinum.

Bakterien producerer en lang række meget farlige giftstoffer, hvis den mangler ilt.

Giftstofferne bliver optaget af nervesystemet, nærmere bestemt nerveenderne, og lukker ned for nervecellen. Det giver lammelser i kroppens muskler.

Rammes brystkassens muskler kan det give problemer med vejrtrækningen og være dødeligt.

Lammelserne kan forebygges med modgift, men er de først begyndt er den eneste kur, at nervecellen opbygger en ny nerveende. Det kan tage flere måneder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu