12-årig påkørt og efterladt på stedet

18. januar 2019 11:22 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet er stadig i fuld gang med at efterforske sagen om den 12-årige pige, der onsdag blev kørt ned af en rød Porsche.

Den 12-årige pige fra Jægerspris, der onsdag blev kørt ned af en kvinde i en rød Porsche, har lidt et brækket ben og en hjernerystelse. Bilisten, der stak af fra stedet og efterlod den tilskadekomne pige, er stadig på fri fod, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Newsbreak.dk.

Efter massiv medieomtale torsdag har politiet nu ud fra vidneudsagn kunnet arbejde sig frem til, at den VW Golf, som kvinden sammen med en mand forsvandt fra stedet i, muligvis er tysk. I hvert fald, siger kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist, at nummerpladerne var tyske – “i hvert fald udenlandske”.

Uheldet skete i Krydset Elverdamsvej/Biltris Gade/Hornsherredvej i den lille by Biltris uden for Kirke-Hyllinge. Her blev pigen, der var på vej over vejen, slynget op på bilens forrude og siden ned på asfalten.

Efterlod pigen

Ganske forståeligt var bilisten noget chokeret efter hændelsen. Hun trådte ifølge vidner ud af bilen – med et mindre kæledyr i armene – og var øjensynlig noget oprørt. Men så tog hun en beslutning, der gør, at politiet leder efter hende. Hun forlod stedet. Efterlod den kvæstede pige. Efterlod Porschen.

Ikke alene, for bag hende i Porschen kørte den sorte VW Golf. Den blev ført af en mand, der standsede efter den voldsomme hændelse. Her ydede han både trøst og støtte til kvinden, inden de sammen satte sig ind i Golfen og stak af.

Politiet har en teori om, at der kan være blevet byttet om på nummerpladerne til de to biler. I hvert fald er det blevet konstateret, at den efterladte Porches påsatte nummerplader stammer fra en stjålet VW Gold, der blev meldt savnet fra Ølsted i Nordsjælland natten mellem søndag og mandag.

Tekniske undersøgelser

Pigen er trods alt ved godt mod alt til trods, melder politiet, der dog stadig forsøger at finde frem til kvinden, der stik mod lovgivningen stak af fra ikke bare et færdselsuheld, men altså også en tilskadekommen pige.

– Det er meget alvorligt at forlade sådan en pige, så derfor tager vi også sagen meget alvorligt, siger Tornquist fredag.

En del af politiets arbejde består lige nu af tekniske undersøgelser af den efterladte Porsche, der er blevet bugseret væk til et sted, hvor politiets teknikere kan undersøge den grundigt. Her ledes der efter spor, der kan være med til at forklare, hvem der har kørt den. Det vil muligvis også være muligt at kunne sige noget om, hvor hurtigt bilen har kørt, da pigen blev ramt.

Hjælp politiet

I forsøget på at finde frem til kvinden, der flygtede, har politiet udsendt flere efterlysninger. Midt- og Vestsjællands Politi vil nemlig gerne høre fra personer, der ser eller har set den sorte Golf, den røde Porsche inden uheldet eller begge.

Fredag oplyser politiet til Newsbreak, at der er tale om en rød Porsche Boxster. Begge personer er desuden efterlyst med følgende signalementer. Der er er fredag ikke yderligere end torsdag – heller ikke angående omtalte kæledyr, der beskrives som lille hund eller kat.

Kvinden er mellem 40 og 45 år gammel, dansk af udseende, mellem 165 og 170 centimeter høj og almindelig af bygning. Hendes hår er langt og lyst, hun har lys hud, og så har hun en spids næse. Manden er også beskrevet som mellem 40 og 45 år gammel. Hans hud er lys, og hans hår er tyndt. Han var onsdag eftermiddag iført en sort bomberjakke.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu