ANNONCE

12 beboere døde på dansk plejehjem

17. april 2020 16:23 | Af: Ritzau Fokus

På et plejecenter i København er 12 beboere døde, efter de har været smittet med coronavirus, skriver DR.

12 beboere døde på dansk plejehjem
12 beboere er døde på Plejecentret Sølund i Københavns Kommune. De var alle smittet med coronavirus. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Efter at have været smittet med coronavirus er 12 ud af 160 beboere på plejecenteret Sølund i København afgået ved døden.

Det oplyser Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune til DR.

Beboerne er blevet smittet i perioden 17. marts til 16. april, skriver Københavns Kommune til DR.

– Det et ikke muligt at afgøre med sikkerhed, om de konkrete dødsfald er sket som følge af smitte med Covid-19, om borgerne er døde som følge af anden sygdom og svækkelse, eller om Covid-19 har været en medvirkende årsag, lyder det i udtalelsen til DR.

En sundhedsfaglig gennemgang viser dog, at halvdelen af dødsfaldene ville være sket alligevel inden for kort tid.

Det skyldes andre underliggende sygdomme, skriver kommunen i udtalelsen til DR.

Plejehjemmet er Københavns største, og der er også en række medarbejdere, der er blevet konstateret smittet. 14 ud af i alt 220 medarbejdere er således testet positive for coronavirus, skriver DR.

Social- og Sundhedsforvaltningen oplyser endvidere til DR, at der er konstateret Covid-19 hos 46 borgere fordelt på syv forskellige plejehjem i København.

I alt er 18 beboere fordelt på fire plejehjem i kommunen døde med coronavirus. Det er inklusiv de 12 på Sølund.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu