120.000 danskere står til et skattesmæk

26. juni 2019 21:53 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Sidste år kostede det 34.000 borgere 75 millioner kroner at være for sent på den.

120.000 danskere står til et skattesmæk
De mange tusind mennesker har til 1. juli. Foto: Scanpix.

Driver du virksomhed, eller har du indtægter fra udlandet, og mangler du at aflevere din selvangivelse? 1. juli er der deadline for at aflevere selvangivelsen til tiden, og Skattestyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at 120.000 borgere i skrivende stund mangler at aflevere deres.

– Der er stadig nogle dage til fristen for at aflevere oplysningsskemaet, så vi håber og tror på, at langt de fleste når det. Men der er hvert år en gruppe borgere, som afleverer for sent, og det kan koste dem unødige ekstra penge, fortæller Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen, i pressemeddelelsen.

Afleverer du ikke din selvangivelse til tiden, bliver du pålagt et såkaldt skattetillæg. Tillæggets størrelse afhænger af din indtægt, og i værste fald koster det dig 200 kroner for hver dag, du går over tiden med at aflevere selvangivelsesn.

Tusindvis af kroner i ekstra tillæg

Skattestyrelsen oplyser, at 34.000 borgere sidste år blev opkrævet i alt 75 millioner kroner i skattetillæg, i gennemsnit mere end 2000 kroner pr. person i ekstra tillæg.

– Afleverer man oplysningsskemaet for sent, så beregner vi automatisk et såkaldt skattetillæg, der afhænger af ens indtægt, og hvor mange dage oplysningsskemaet er forsinket. Det er ærgerlige penge at skulle af med, så jeg kan kun opfordre til, at man får afleveret oplysningsskemaet senest 1. juli, siger Karoline Klaksvig i pressemeddelelsen.

Du kan hos Skattestyrelsen læse mere om selvangivelsen, der i øvrigt har et nyt navn; Oplysningsskema.

For sen selvangivelse kan koste borgerne dyrt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu