ANNONCE

122 får ubehageligt brev i e-Boks

31. august 2020 16:52 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En konfiskeret mobil ligger til grund for bøderegn.

Østjyllands Politi har i den seneste tid haft travlt ved den digitale bødeblok.

I alt 122 borgere har fået bøder i en stor kokainsag. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

De 122 havde alle købt stoffer af en 24-årig mand, der i begyndelsen af 2019 blev taget af politiet.

I mandens lejlighed i det centrale Randers fandt politiet 13 kilo amfetamin, 300 gram kokain i salgsposer samt to skarpladte pistoler.

Efter at have undersøgt mandens telefon og computere fandt politiet frem til den lange række af kunder i mandens kokain-biks. Primært fra Randers.

I sagen blev den 24-årige mand idømt 13 års fængsel for besiddelsen af skydevåbnene og narkosalget. Hans 25-årige kæreste blev ved samme retssag idømt fængsel i et år og ti måneder for at have været med til at sælge en del af narkoen.

Millionbeløb

De 122 købere har alle fået bøder på flere tusinde.

Bøden for køb af kokain starter på 3000 kroner. Beløbet kan herfra stige alt efter, hvor meget og hvor mange gange, man har købt. Det samlede bødebeløb i sagen er på over en million:

– Det er borgere fra alle samfundslag og i forskellige aldersgrupper, der har fået bøder for at købe kokain. Desværre viser denne sag, hvor udbredt kokain er blevet. Jeg håber, at sager som denne kan sende et signal om, at vi både går efter bagmænd og købere, og at det kan få en alvorlig konsekvens at købe ulovlige stoffer, siger vicepolitiinspektør Carsten Kousgaard fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse..

Ud af de mange sigtede har 12 personer har fået betingede fængselsstraffe for at have købt kokain af den 24-årige.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu