ANNONCE

128.000 tests: Kun 458 smittede

15. juni 2020 21:32 | Af: Newsbreak.dk

Nye tal tyder på, at det både er en dyr og ineffektiv strategi at tilbyde test til alle uden symptomer, vurderer sundhedsøkonomer

128.000 tests: Kun 458 smittede
Efter et halvt års drift vil Testcenter Danmarks hvide telte have kostet en milliard kroner. Foto: Scanpix

(Citathistorie fra Information)

Ud af de 128.592 test, der er blevet foretaget siden Testcenter Danmarks begyndelse i slutningen af april og frem til den 11. juni, har 458 været positive. Det svarer til, at Testcenter Danmark i gennemsnit har skullet foretage knap 281 test for at finde én smittet, skriver Dagbladet Information, der har fået tallene udleveret af Sundheds- og Ældreministeriet.

På baggrund af “de nuværende økonomiske skøn« mener ministeriet, at omkostningerne til Testcenter Danmark efter tre måneder vil beløbe sig til cirka 0,5 milliarder kroner” stigende til knap én milliard kroner ved en driftsperiode på seks måneder, hvoraf 250 millioner kroner finansieres af Novo Nordisk Fonden. Ministeriet kan ikke svare på, hvad det dermed koster at finde én smittet i Testcenter Danmark. Men beregninger, som Information har foretaget på baggrund af ministeriets tal, indikerer at prisen hidtil har været mere end 600.000 kroner per smittet.

De nye tal viser, at den brede testning er “en ret ineffektiv måde” at finde smittede på, mener Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

– At fyre en milliard af på seks måneder, det kan man komme langt for i dansk sundhedsvæsen, siger Jakob Kjellberg.

Også professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen er kritisk.

– Man kan i hvert fald konstatere, at det er nogle dyre cases, man finder. Spørgsmålet, der melder sig, er så hvilken gavn vi har af det. Det synes jeg umiddelbart er svært at give et godt svar på, siger han.

Alle kan bestille en test

Testcenter Danmark udgør det såkaldte “samfundsspor” i Danmarks teststrategi. Her kan alle og enhver selv bestille en test, uanset om de har symptomer. Det andet led i strategien er det såkaldte “sundhedsspor”. Her testes personer med symptomer efter henvisning fra en læge. Det er også i dette spor, at ansatte og patienter på sygehusene testes.

Sundhedsøkonomerne understreger, at man ikke kan vide, hvor mange af de 458 smittede, man har fundet i de hvide telte, der måske alligevel ville være blevet opdaget i sundhedssporet.

Imod sundhedsfaglig rådgivning

Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin Anders Beich sidder i den sundhedsfaglige ekspertgruppe, der rådgiver Sundhedsstyrelsen om blandt andet den danske teststrategi. Han er kritisk over for den måde, regeringen har valgt at bruge Testcenter Danmark på.

– Det med at lukke siderne på teltet op for alle, der vil have en test, det er imod sundhedsfaglig rådgivning, siger han.

Den sundhedsfaglige skepsis handler blandt andet om, at testen kun er et øjebliksbillede på, om personen har coronavirus i svælget på prøvetagningstidspunktet. Tager man eksempelvis en test for at kunne føle sig mere sikker ved at besøge en person i risikogruppen, kan man blive smittet eller test-positiv i de dage, der går mellem testen og svaret på testen, og svaret kan derfor være ubrugeligt og give falsk tryghed.

I en skriftlig kommentar til Information skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S):

– Vores investering i det danske testsetup er hele fundamentet for, at vi kan holde samfundet åbent. Coronakrisen er ikke kun en sundhedskrise, men også en samfundsøkonomisk krise. Investeringen skal derfor holdes op imod de potentielle omkostninger, der ville være ved at lukke ned i længere tid – eller blive tvunget til at lukke ned igen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu