13-årige Victor kørt ned af flugtbilist: -Et utrolig sørgeligt menneske

7. december 2017 10:48 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Faderen til den 13-årige Victor er rystet.

Video: TV2 Fyn

Tirsdag morgen blev Michaels Bødkers 13-årige søn, Victor, kørt ned af en bilist, der efterfølgende flygtede fra stedet i høj fart.

– Jeg er en smule bitter over, at der er nogen, der kan finde på at køre min søn ned – og så ovenikøbet stikke af. Det er noget af det, der har berørt mig allermest, siger Michael Bødker.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det må være et utrolig sørgeligt menneske, fortæller han.

Hans 13-årige søn, Victor, blev ramt af en bil på Anderupvej i Odense ud for Rema 1000.

Bilisten havde den 13-årige dreng og hans cykel liggende på køleren i cirka 50 meter, inden både drengen og cyklen ramte asfalten. Herefter kørte bilisten væk.

– Det er tæt på noget, der hedder had, siger Michael Bødker, der håber, at politiet kan finde frem til flugtbilisten.

En spasser

Faderen mener ikke, at bilisten kan have undgået at opdage, han kørte 13-årige Victor Bødker ned. Sønnen har overnattet på intensiv afdeling på Odense Universitetshospital, og cyklen er fuldstændig smadret.

– Det er ikke engang en ethjulet cykel, der er tilbage. Det er uforståeligt, at man kan være sådan som menneske, forklarer Michael Bødker.

Den 13-årige dreng har forstuvet venstre ringefinger, slået en flig af hoften, fået blødninger i milten, og så har han en lungespids, som er klapset sammen. Han er tirsdag blevet overflyttet til børneafdelingen og forventes udskrevet om to dage.

Heller ikke Victor Bødker har meget til overs for flugtbilisten.

– Han er en spasser. At han kan finde på at gøre sådan noget, siger Victor Bødker.

Han håber snart, at han kan komme i skole igen. Det bliver dog formentlig først efter juleferien.

Tirsdag efterlyste Fyns Politi en sølvgrå Citroën C5-stationcar. Onsdag eftermiddag meddelte politiet, at man sandsynligvis har fundet bilen, der var involveret i ulykken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu