14.000 snydt af falsk konkurrence

3. september 2019 16:55 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

14.000 danskere har ukritisk deltaget i en - indrømmet - velkonstrueret falsk konkurrence på Facebook.

Det er stadig sådan, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det med højeste sandsynlighed også tilfældet. En vanvittig populær konkurrence på Facebook, der har lokket mindst 14.000 danskere i fælden, er ingen undtagelse.

Ekstra Bladet skrev for nylig om konkurrencen, hvor håbefulde danskere gerne ville vinde et elektrisk løbehjul til sølle ni kroner. Det er mere end 3500 kroner billigere end løbehjulet normalt kan erhverves for.

Afsenderen var Facebook-siden Power i Aalborg, der siden er blevet lukket ned, og konkurrencen var sat op for at fejre åbningen af en ny elektronik-butik i Aalborg. “”Alt, du skal gøre, er at skrive ‘Aalborg’ i kommentarfeltet, så er du med i konkurrencen”, stod det. 20 ville blive valgt ud som vindere.

Konkurrencen er falsk. Butiksåbningen er dog ægte nok.

– Det er ikke vores konkurrence, og vi har meldt den til både Facebook og til politiet, siger Simon Frølich, der er salgschef i Power, til eb.dk.

Men hvorfor?

Flere af de mange mennesker, der har formastet sig til at kommentere med det påkrævede “Aalborg”, har ifølge eb.dk efterfølgende modtaget en skriftlig bekræftelse på, at de er udvalgt til at kunne købe det voldsomt nedsatte løbehjul.

Det eneste, det krævede, var at indbetale de ni kroner via et link inden for tre timer. På den måde har svindlerne bag den falske side, der desværre er lukket, så Newsbreak.dk har ikke haft mulighed for at komme i kontakt med vedkommende bag, sikret sig to vigtige elementer.

Udnyt tiden, der stresser folk til at tage irrationelle beslutninger og få folk til at indbetale penge. Små beløb, men der skal ikke mange gange til, før det viser sig at være en god forretning.

Peter Kruse, der er sikkerhedsekspert hos CSIS og blandt andet teknisk rådgiver for både Interpol og Europol mener, at svindlerne leder efter virksomheder, som danskerne i høj grad har tillid til.

– Svindlere forsøger at udnytte brands, vi som forbrugere har tillid til. I Danmark handler vi meget på nettet, og modtager vi eksempelvis en mail fra “Netflix” på korrekt dansk, hvor firmaet oplyser, at vi skal opdatere betalingskortoplysninger, så ved svindlerne, at nogle gør det, har han tidligere sagt til Newsbreak.dk

Det blå flueben

På Facebook har et lille rundt mærkat med et flueben gjort sit indtog, og det er faktisk enormt vigtigt, at du slår overetagen til, når du ser noget på Facebook, der har tendens til at virke for godt til at være sandt.

Logoet antyder, at Facebook-siden er verificeret. Det er din garanti for, at den “er god nok”. Sådan et logo havde Power i Aalborg ikke, men det har Powers rigtige Facebook-side derimod. At virksomheden misbruges af svindlere er ikke nyt. Faktisk advarer Power selv mod det.

“Der er desværre rigtig ofte falske mails, sms’er og Facebook sider i omløb, der misbruger vores navn. Der bliver skrevet forskellige ting som, at man kun skal betale for fragten og så får man produktet gratis, eller man har vundet en konkurrence og bare skal oplyse sine informationer, mens andre skriver at pga vores fødselsdag har man vundet forskellige produkter”, skriver Power selv – og minder også om det blå mærkat.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu