ANNONCE

Positiv ekspert: Klar til mere genåbning

14. marts 2021 15:35 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Statens Serum Institut har opdateret de seneste tal

Positiv ekspert: Klar til mere genåbning
Coronavirus covid-19 har hærget Danmark i mere end et år. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

541 danskere er testet positiv med coronavirus inden for det seneste døgn.

Det oplyser Statens Serum Institut.

Der er foretaget 193.479 prøver, så positivprocenten er 0,28.

En enkelt dansker er inden for det seneste døgn død med coronavirus.

Antallet af indlagte stiger med fire til 217. De 39 af disse er indlagt på intensiv.

Ro i epidemien

Det bekræfter ifølge lektor i matematisk epidemiologi Viggo Andreasen, Roskilde Universitet, at der lige nu er ro i epidemien.

– Det bekræfter billedet af, at vi er på et sted i epidemien, hvor der hverken er vækst eller fald. Vi har nogenlunde kontrol over den, vurderer han.

Opgørelsen dækker både over de PCR-test, der er foretaget i det offentlige, lyntest foretaget af kommunerne på landets skoler og de PCR-test og lyntest, som private virksomheder står for.

Frem til torsdag indgik kun tal for PCR-test foretaget i det offentlige i SSI’s opgørelse. Det er derfor svært at sammenligne dagens tal med dem, der var for en uge eller to uger siden, siger Viggo Andreasen.

På lidt længere sigt gør det dog tallet mere brugbart, mener han:

– Vi har ændret radikalt, hvordan vi bruger test, og det er vi nødt til at have i overvågningstallene.

Klar til mere genåbning

Viggo Andreasen mener, at Danmark godt kan begynde at se på en yderligere genåbning.

– Men det er for tidligt at se en effekt af den sidste genåbning, for kommer der en effekt, vil det være en eksponentiel vækst.

– Den starter meget langsomt, og det varer to til tre uger, før vi kan se effekt af de handlinger, vi ser nu, lyder det fra lektoren.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu