ANNONCE

Bus er smadret ind i autotransport

14. april 2021 09:51 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Bilister opfordres til at søge alternative ruter

Bus er smadret ind i autotransport
Ulykken er sket onsdag morgen. Foto: Rasmus Skaftved.

Der er onsdag morgen sket en alvorlig ulykke på Nordjyske Motorvej E45 i nordgående retning ved Svenstrup. Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Nordjyllands Beredskab skriver på Twitter, at en bus er kørt op bag i en autotransport, og at der både er læger, ambulancer, politi og beredskab på stedet.

TV2 Nord skriver, at buschaufføren er i kritisk tilstand, mens bussens fire passagerer er sluppet med knubs.

Ifølge Newsbreak.dks oplysninger er bussens front helt smadret efter ulykken.

Mindst fem ambulancer er kommet til stedet, én er kørt væk og politiet holder klar til at køre eskorte.

Vejdirektoratet skriver, at der er fuldstændig spærret i nordgående retning mellem afkørsel 29 og 28. Det forventes, at der er ryddet op efter ulykken klokken 12.00.

Bilister i området opfordres til at køre fra ved Svenstrup, hvis man er på vej i nordgående retning på motorvejen.

Newsbreak.dk følger sagen …

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu