To døde efter skoleskyderi

14. november 2019 22:20 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der er blevet skudt i en skole i Santa Clarita nord for Los Angeles, oplyser nyhedsmedier.

Opdatering 22.24:

To elever blev dræbt af en 16-årig dreng, der åbnede ild på Saugus-gymnasiet i Santa Clarita i Californien torsdag.

Politiet oplyser torsdag aften dansk tid, at seks elever blev ramt af skud. En af de seks elever var gerningsmanden selv.

Artiklen fortsætter under videoen

Politiet oplyser, at den 16-årige dreng er elev på skolen. Han skød fem medstuderende, før han skød sig selv i hovedet.

Ifølge Reuters har en 16-årig pige og en 14-årig dreng mistet livet. En 14-årig pige, en 14-årig dreng og en 15-årig pige er sårede.

– På dette tidspunkt har vi ingen antydning af et motiv eller en ideologi, siger en talsmand for forbundspolitiet, FBI.

Der blev under skyderiet anvendt en halvautomatisk pistol kaliber 0.45, oplyser politiet ifølge Reuters. Det er et meget kraftigt og dødeligt våben, som den 16-årige trak op af sin rygsæk.

Opdatering 20.38:

Ifølge et lokalt hospital er en kvinde død efter det skoleskyderi, der blev anmeldt torsdag morgen, lokal tid, ved Saugus-gymnasiet i Santa Clarita i Californien.

Opdatering 19.08:

Politiet i Santa Clarita oplyser på Twitter, at en mistænkt bag et skoleskyderi tidligere torsdag er anholdt, og at vedkommende i skrivende stund modtager behandling på et lokalt hospital.

Politiet har oprettet et samlingspunkt i en lokal park, hvor forældre kan blive genforenet med deres børn.

– I skal ikke være i område, hvis ikke det er nødvendigt. Giv os arbejdsro og lad børn og forældre blive forenet, lyder det fra politiet på Twitter.

Original artikel:

Flere nyhedsmedier rapporterer om et skoleskyderi ved Saugus-gymnasiet, i Santa Clarita i Californien.

Den lokale sherif oplyser, at mindst syv er såret, skriver AFP. Politiet oplyser, at gerningsmanden er på fri fod.

Det forlyder ikke, at nogen har mistet livet i forbindelse med skyderiet, men ifølge flere amerikanske medier er indtil flere personer i kritisk tilstand.

CNN skriver, at tre personer blev kørt ud fra skolens bygninger på bårer af redningspersonale.

Lås jeres døre

NBC News skriver, at den mistænkte gerningsmand er asiatisk udseende, og at han bar sort tøj under skyderiet.

– Hvis du bor i nærheden af gymnasiet, bør du låse dine døre og blive indenfor. Hvis du ser den mistænkte skal du ringe til politiet, lyder det fra det lokale politi, ifølge NBC News.

Politiet omtalte første gang skyderiet på det sociale medie Twitter. Det skete før klokken 08.00 lokal tid, 14.00 dansk tid. Herblev borgere opfordret til at holde sig fra gymnasiet.

Minutter senere forlød det, at der blev skudt ved gymnasiet. Ifølge CNN startede skyderiet godt 20 minutter før skolestart, og skyderiet førte til, at alle skoler i det distrikt, gymnasiet ligger i, er blevet lukket.

Santa Clarita ligger nord for storbyen Los Angeles.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu