ANNONCE

144 i timen i 70-zone: -Jeg stod for sent op

19. august 2020 22:50 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Politiet er nærmest rystet.

144 i timen i 70-zone: -Jeg stod for sent op
Politiet i Østjylland har måttet snuppe fem kørekort de seneste dage. Foto: Colourbox.

Det er gået mere end almindeligt for stærkt de seneste dage i det østjyske.

Det oplyser Østjyllands Politi på sin Facebook-side, hvor den også maner til besindighed og fornuft.

Noget, som flere bilister i politikredsen ikke ligefrem har været præget af.

“Jeg stod for sent op og skulle skynde mig på job”.

Sådan lød undskyldningen fra en motorcyklist, som forleden kørte 144 kilometer i timen på en strækning i Aarhus N, hvor 70 er tilladt.

Han er én af fem mænd, der i løbet af den seneste uges tid har fået inddraget kørekortet øjeblikkeligt på grund af vanvidskørsel på de østjyske veje.

Det betegnes som vanvidskørsel, når man kører over 100 procent hurtigere end tilladt.

Samme kategori faldt to bilister ind under, da de drønede igennem en byzone i Randers med henholdsvis 120 og 124 kilometer i timen. Ligesom en tredje bilist inden for samme uge kørte vanvidskørsel gennem Lystrup by med 101 kilometer i timen.

En femte mand blev tirsdag standset efter en længere eftersættelse gennem Aarhus og fik en række sigtelser oven i selve hastighedsovertrædelsen.

“Det ER vanvid – og vanvittigt farligt, og hverken motorcyklistens eller andre forklaringer kan bruges til noget. Der er ingen undskylning for at køre så stærkt”, lyder det fra Østjyllands Politi.

Vanvidsbilister

I en pressemeddelelse har Københavns Politi oplyst, at man i 2020 allerede har fanget halvanden gang så mange vanvidsbilister som man gjorde i hele 2002.

Og det får chef for Center for færdsel og trafik i Københavns Politi, Steen Søder, til at rase:

– Det er fuldstændig vanvittigt og uacceptabelt at køre på den måde. Vanvidsbilisterne spiller hasard med både eget og tilfældige borgeres liv. Derfor er det noget, vi har stort fokus på i vores færdselsindsats,” siger han i pressemeddelelsen.

Unge mænd i store biler

I 2019 blev 19 personer sigtet for at overskride hastighedsbegrænsningen med mere end 100 procent. Alene i første halvår af 2020 er 31 personer sigtet for det samme.

Da samfundet igen begyndte at åbne, faldt antallet af de grelle fartsyndere igen. Men de er desværre ikke væk fra gaderne endnu. I et af de seneste eksempler blev en 24-årig mand den 7. juni klokken 00.40 taget med mindst 156 kilometer i timen hen over Langebro – en zone, hvor man maksimalt må køre 50.

Og det er en helt særlig type personer, man særligt fanger, lyder det fra Steen Søder:

– Vanvidsbilisterne er unge mænd i store biler, der opfører sig som om, at byens gader er en legeplads. Men det her er dødeligt alvor, og derfor fortsætter vi vores indsats for at komme det her til livs, siger han.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu