ANNONCE

Mink-problemet spreder sig

10. november 2020 22:46 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Også i USA kæmper man med coronasmitte blandt mink. Mange tusinde af de små dyr er døde med virusset.

Mink-problemet spreder sig
Også i USA kan man konstatere, at mink smittes med coronavirus og dør. På billedet ses dog to danske mink. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Siden august er flere end 15.000 mink døde med coronavirus i USA, oplyser det amerikanske landbrugsministerium.

Myndighederne i landet holder nu skarpt øje med smittesituationen, efter coronavirus har muteret i danske mink og smittet mennesker.

Coronadødsfaldene blandt mink er sket i staterne Utah, Wisconsin og Michigan, og alene i Utah er 10.700 mink døde på ni farme.

Derfor tester man nu for corona på en lang række farme for at forhindre yderligere spredning af coronasmitten.

Som hos mennesker

Coronasmitte i mink fungerer på samme måde som i mennesker, hvor nogle mink får symptomer, og andre er asymptomatiske.

Derfor tester man i USA de døde mink, men man tester også tilfældigt udvalgte mink for smitte.

Mutationen i de danske mink kan ifølge fagfolk svække effekten af en kommende vaccine mod coronavirus. Derfor har regeringen beordret aflivning af samtlige mink.

En ordre, den dog ikke har lovhjemmel til at give, og et politisk flertal er ikke klar til at stemme for hastelovgivning, der giver beføjelsen.

I alt har man i Danmark konstateret 12 tilfælde af smitte med den muterede corona, der går under navnet cluster 5.

I USA bruger man en anden metode, hvor man sætter berørte minkfarme i karantæne og indfører, hvad der landbrugsministeriet kalder strenge restriktioner.

Også katte, hunde og en løve og en tiger er blevet smittet med coronavirus i USA, men man regner med, at mink er langt mere modtagelige.

Smitte spreder sig

Mens danske politikerne diskuterer, hvorvidt der skal indføres lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark, melder Fødevarestyrelsen, at der for første gang er konstateret coronasmitte i to minkbesætninger i Billund.

Det skriver de på Twitter, hvor de også fortæller, at der er bekræftet coronasmitte på i alt 237 minkfarme. 116 smittede besætninger er aflivet, mens 33 er under mistanke for corona.

Tallet på 237 er en stigning på otte farme siden mandag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu