ANNONCE

15-årig død: Mand fængslet i mystisk sag

29. marts 2020 14:43 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En 32-årig mand er ved et grundlovsforhør blevet fængslet i fire uger sigtet for at efterlade en 15-årig til at dø. Manden nægter.

En dommer har ved et grundlovsforhør søndag sendt en 32-årig mand fra Frederikshavns Kommune fire uger i varetægtsfængsel. Han er sigtet for at have efterladt en 15-årig dreng i hjælpeløs tilstand. Drengen blev fundet død ved ottetiden lørdag.

Det oplyser Sune Myrup, der er efterforskningsleder for Nordjyllands Politi, til Newsbreak.dk ved 14-tiden efter grundlovsforhøret. Selve forhøret foregik for lukkede døre, hvorfor Myrup ikke kan oplyse ret meget om hverken sag eller de to parters forhold til hinanden.

– Af hensyn til efterforskningen, der stadig er på et meget tidligt stadie, har vi anmodet om lukkede døre, forklarer han. Dog vil han gerne fortælle, at den sigtede nægter sig skyldig i politiets sigtelse og desuden har kæret varetægtsfængslingen til landsretten.

Lørdag kunne Nordjyske som de første berette, at en ung mand var fundet død på et græsareal ved idrætsanlægget i Hørby i Vendsyssel, og Newsbreak.dk fik efterfølgende at vide, at politiet havde hundepatruljer på stedet, der ledte efter spor.

Mystisk død

Tidligt i forløbet forlød det, at det var uvist, om der reelt var sket noget kriminelt, men ifølge de oplysninger, Newsbreak.dk fik, er der umiddelbart ikke noget, der tegner i den retning. Ifølge vores oplysninger arbejder politiet ud fra, at der formentlig er euforiserende stoffer indblandet. Dødsårsagen er dog ikke endeligt fastlagt, siger efterforskningslederen søndag.

– Vi venter på en obduktion, der skal fortælle os, hvad han er død af. Vi kender ikke dødsårsagen endnu, siger Sune Myrup og understreger, at den 32-årige udelukkende er sigtet for brud på straffelovens paragraf 250, der handler om at have efterladt den 15-årige i hjælpeløs tilstand.

Den 15-årige er fra lokalområdet, og politiet betegner sagen som ganske tragisk. Efterforskningen har ifølge politiet kunnet påvise, at der forud for dødstidspunktet har været kontakt mellem afdøde og den nu fængslede mand.

Sune Myrup vil dog af hensyn til efterforskningen ikke uddybe. Kontakten danner dog basis for politiet opfattelse om, at den ældre mand har efterladt drengen hjælpeløs.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu